Cookie- og Privatlivspolitik
James Bond: bedst til værst - del 1

James Bond: bedst til værst - del 1

De 5 dårligste

Stem op!
9
Stem ned!
0
(reset)

Op til premieren på Spectre præsenterer vi en artikelserie, der rangerer James Bond-serien fra bedst til værst. Og vi starter fra bunden.

Én til skal gøres klart med det samme. Alle Bond-film er værd at se. Også selvom enkelte er lige på kanten.

Rangeringen er foretaget på baggrund af mit kronologiske gensyn med de 23 James Bond-film, der indgår i 50-års jubilæumsboksen fra EON Productions.

Filmene er genset på Blu-ray inkl. tilhørende dokumentarfilm og featurettes.

The World Is Not Enough
24. The World Is Not Enough (1999)
James Bond er aldrig kedelig, men ’The World Is Not Enough’ er undtagelsen, der bekræfter reglen. Den 19. film lægger ellers forrygende fra land med seriens længste åbningsscene. Vi starter i Bilbao, men ender hurtigt i London, hvor en speedbådsjagt på Themsen demonstrerer to af seriens forcer - en overlegen brug af lokationer og et særligt talent for forfølgelser i diverse transportmidler. Herefter går filmen i stå. Det er som om, alt krudtet blev brugt i åbningsscenen, og filmen nøjes med at træde vande. Der snakkes om en skurk (Robert Carlyle), men han introduceres alt for sent, og da han endelig kommer på banen, er han en kedelig marionetdukke. I mellemtiden er Elektra King i det mindste blevet introduceret. Sophie Marceau er faktisk en af de bedste kvindelige karakterer i Bond-universet, men alene kan hun ikke kæmpe sig fri af den gumpetunge handling. Pierce Brosnan, der kan være en strålende Agent 007, virker en smule slap i koderne, og ikke engang et angreb fra en helikopter, udstyret med meterlange savklinger, formår at løfte stemningen. Action-scenerne mangler så meget dynamik, at selv en stort anlagt skijagt falder til jorden. Noget der ellers må betegnes som ét af de mest sikre kort i 007-universet. Det går bedre med filmens afsluttende action-scene ombord på en synkende ubåd, men det er alt for lidt og alt for sent. Jeg har ikke engang nævnt Denise Richards som håbløs Bond-babe/fjollet atomfysiker. I det mindste fører hendes navn, Christmas Jones, til en af seriens bedste afslutningsreplikker.

Live and Let Die

23. Live and Let Die (1973)
Åbningsscenen, der viser tre forskellige mord på MI6-agenter, er atypisk for en Bond-film, og særligt scenen fra et begravelsesoptog i New Orleans er mindeværdig. I det hele taget er flere scener fra den 8. James Bond-film svære at glemme men sjældent for det gode. Tag fx filmens forsøg med blaxploitation-genren. Agent 007 føles altid en smule malplaceret i USA, men det går for alvor galt, når Roger Moore skal spille smart overfor sorte gangstere i Harlem. Heller ikke de langvarige scener fra sydstaterne imponerer. Sheriff Pepper (overspillet af Clifton James) er en anstrengende komisk tilføjelse, og i lange perioder føles ’Live and Let Die’ som en action-komedie med Burt Reynolds.  Skurkene er også en udfordring. Både Kananga (Yaphet Kotto), Solitaire (Jane Seymour) og Baron Samedi (Geoffrey Holder) er for det meste et trættende bekendtskab, og hvis det endelig skal være, er der større underholdningsværdi i håndlangerne Tee Hee og Whisper. Det største problem er dog fraværet af stil. Indtil nu havde alle Bond-film været mere eller mindre elegante, men ’Live and Let Die’ er klodset og grim. Fejlen ligger ikke hos Roger Moore, der gør det udmærket i sin Bond-debut, men i selve produktionen og manuskriptet. Filmen føles som venstrehåndsarbejde, der efterlader James Bond på udebane i selskab med sløje karakterer og en forfladiget humor. Men titelsangen er god.

Moonraker
22. Moonraker (1979)
Den 11. Bond-film er den nemmeste at kritisere og absolut ikke uden grund. Det største problem er James Bond i det ydre rum, hvor han tydeligvis ikke hører hjemme. Rovdriften på Star Wars-populariteten er åbenlys, og hverken effekterne eller charmen kan tilnærmelsesvis følge med rumeventyret fra 1977. ’Moonraker’ ender i stedet som en parodi på sig selv. Den kørende gondol på Markuspladsen i Venedig blev indbegrebet af gadget-overkill i Bond-universet (i hvert fald indtil en usynlig bil overtog rollen mere end 20 år senere). Andre tåbeligheder inkluderer en kærlighedsaffære mellem håndlangeren Jaws og tyrolerkvinden Dolly, der er lige så umorsom, som den er unødvendig. Med andre ord var ’Moonraker’ selv ude om det, men kritikken skygger for en række kvaliteter. Åbningssekvensen foregriber eksempelvis faldskærmsscenen fra Point Break, og Michael Lonsdale leverer en god superskurk i form af Hugo Drax. Man kan også finde et fejende flot opgør på en kabellift i Rio de Janeiro samt en heftig slåskamp mellem Roger Moore og en aggressiv kendo-kriger. Første halvdel af ’Moonraker’ er sådan set ganske vellykket. Det er selvfølgelig slet ikke nok, men publikum var ligeglade. 700.000 danskere så filmen i biografen, og på verdensplan indspillede den 210 mio. dollars.

Die Another Day
21. Die Another Day (2002)
Den værste sekvens i hele Bond-serien finder man 94 minutter inde i ’Die Another Day’, hvor vores helt paraglider på en smeltevandsbølge i selskab med nogle af filmhistoriens dårligste CGI-effekter. James Bond var endegyldigt kørt af sporet, og Pierce Brosnans æra som den britiske agent var slut. Hans usynlige bil gjorde kun ondt værre, og ’Die Another Day’ begik flere af de samme fejl som ’Moonraker’. Måske var det overlæssede effektjageri en reaktion på den bovlamme ’The World is Not Enough’, eller også forsøgte man at skabe en moderne James Bond, der kunne hamle op med samtidens mere adrenalinorienterede actionfilm. Missionen mislykkedes, men trods alt havde modreaktionen en positiv side. ’Die Another Day’ er ganske vist umådelig tåbelig, men den har det i det mindste sjovt og er mere underholdende end de tre lavere rangerende film på denne liste. Luftpudebåds-sekvensen er blandt de bedre åbningsscener (desværre ankommer James Bond på et surfbræt), imens Rosamund Pike og Halle Berry leverer varen som handlekraftige Bond-kvinder. Der er også en effektiv fægtekamp mellem Brosnan og den ellers vattede hovedskurk spillet af Toby Stephens. Det primære problem er fraværet af klassisk Bond-stemning og grimme, computeranimerede is-paladser som erstatning for Ken Adams legendariske kulisser. Det stod klart, at Bond fremover havde behov for en ny tilgang og bedre instruktører end metervarefortællere som Lee Tamahori, der endda forfalder til billige fast forward- og slow-motion effekter.

Diamonds Are Forever
20. Diamonds Are Forever (1971)
Sean Connery vendte tilbage til sin glansrolle for et astronomisk beløb og leverede en halvtræt indsats som den populære agent. Filmen lægger uheldigt ud med en usammenhængende åbningssekvens, hvor Bond når at kvæle en kvinde med hendes bikinitop og drukne Blofeld i en sø af mudder. Ellers forløber begivenhederne som et ihærdigt forsøg på at levere en klassisk Bond-film, men det kniber med stemningen, og særligt Las Vegas-begivenhederne er en tam affære. De kvindelige karakterer, Tiffany Case (Jill St. John) og Plenty O'Toole (Lana Wood), ligner desertører fra en Russ Meyer-film, og selv for Bond-universet har de fået et ekstra vulgært snit. Den bedste scene i hele filmen er en simpel og brutal slåskamp i en elevator. Midt i det hele har vi så Sean Connery, der trods alt stadig ser ud til at nyde virakken. I min verden bliver det aldrig rigtig sjovt, at James Bond kører rundt i et stjålent månefartøj, men filmen skal have kredit for sine særegne øjeblikke som det makabre håndlangerpar, der undervejs forsøger at brænde Agent 007 ihjel i en kiste. Det bedste der kan siges om 'Diamonds Are Forever' er, at både filmen og Sean Connery bevæger sig i retning af fordums storhed. Forsøget kommer ikke i mål, men vi bliver trods alt præsenteret for en superskurk med sin egen boreplatform. Det er alligevel noget.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Nikolaj

Jeg er enig i, at tidens tand kan være hård mod nogle af de gamle Bond klassiker. Men sådan kan det også være med andre klassiker som fx King kong 1933. Hvis man bare begynder at se den, så ville den virke ret dum at se på. Og så ville nutidens folk nok også hellere sætte pris på Peter Jacksons version. Men jeg synes dog tværtimod, at den gamle klassiker er 100 gange bedre end den nye version. Bl.a. pga. at jeg sætter mig ind i tiden, og hvis man så gør det, så føler jeg at man faktisk for en rigtig god oplevelse. Det samme gør jeg til de gamle Bond film. Og bingo så har man lige pludselig et mesterværk. Jeg foretrækker også helt sikkert de gamle film, dog gør det mig ikke noget, at de moderne James Bond forandre sig. Daniel Craig har måske ikke det samme glimt i øjet, som Sean Connery og Roger Moore havde. Til gengæld føler jeg, at han er en meget godt action-helt. Og i nutidens dage ville man nok ikke foretrække en Roger Moore, for selvom han er en af de bedste, så er han måske ikke ligefrem den, folk ønsker sig som James Bond i dag.

Antaeus

Bond er blevet relanceret til 40% Bond film. Som så mange andre film nu om dage går man nu langt mere op i action og glemmer meget af hvad de har opbygget over de sidste 40 år.

Craig er bestemt ikke en "rigtig" Bond, han er mere en hård action helt og har slet ikke de karakteristika som de andre Bond skuespillere havde. Casino Royale var en god film, men der var også meget som var langt fra hvad vi var vant til hos Bond. Så kan man diskutere om hvad der har holdt i 40 år skal fornys så meget som de gjorde eller om man skulle holde sig lidt mere til de gamle oplæg.

De valgte at forny ham meget og med succes rent salgsmæssigt. Personligt havde jeg foretrukket en mere klassisk Bond for action film og hårde typer har vi rigeligt af i forvejen. Det mere sofistikerede som de gamle Bond film har vi ikke ret meget af.

Nikolaj

Er for mig nok den værste. Jeg har bare svært ved at tage den helt seriøs. Sean Connery er for mig den bedste Bond, der har været. Han er hård, charmerende og har et fantastisk glimt i øjet.

Og hans første par film i serien er nogle af de aller bedste. Bl.a. pga. et godt plot, onde skurke, og nogle herlige momenter undervejs i filmene Kan nævne scenen i Goldfinger, hvor man for præsenteret den flotte Aston Martin bil. Og til Thunderball, som har min favorit Bond åbnings scene, Bond med en Jetpack, og lige efter mord nede på havets bund. You only Live tvice skal jeg så også lige nævne, Bond bliver dør tror alle, men efter en tur på havets bund, bliver han samlet op i en ubåd. Se det er klassiske Bond elementer, de er scener man ikke kan andet end at nyde. Og grunden til Bond bl.a. stadig lever idag, er fordi disse scener blev udnyttet fantastisk.

Diamonds are forever kunne havde været fremragende, efter On her majesty secret service hvor Bonds kone dør, kunne man havde lavet et hæsblæsende hævntogt mod Blofeld og Spectre. Men nej eller jo Bond dræber Blofeld, men så er det en klon. Også begynder man måske at blive en lille smule træt. Mr Kidd og mr Wint er jo nærmest bare Scooby Doo og fedtmule i ond menneskeudgave. De er desværre en anelse anstrengende og ufrivillig komiske. Sean Connery var egentlig også lidt dårlig i den, træt så han ud, og man kan tydeligt se, at han gjorde det for pengene. Problemet kan også ses i Roger Moores sidste, Roger Moore har været 56-57 år gammel, og var selvfølgelig også alt for gammel til filmen. Og han havde formentlig også kun gjort det for pengene. Timothys Daltons sidste er også en af de dårligste. Dårlig er den ikke, men da filmens formål egentlig kun er hævn, så kan man godt blive lidt træt. Især pga. at den ikke rigtigt har nogle af de klassiske Bond elementer.

Die Another Day kan jeg til gengæld rigtigt godt lide, enig i at der bliver brugt nogle halv skidt effekter i scenen på Island. Men ellers var den en perfekt afslutning på Pierce Brosnans Bond tid. Og derfor håber jeg så meget, at hvis Spectre går hen og bliver perfekt, at Craig så stopper derefter. Læste i går at han kun ville gøre en Bond film mere, hvis han for gode penge. Men efterhåndende bliver jeg lidt skræmt af den grund, da de andre der gjorde det for pengene ikke fik nogle perfekt afslutning på deres Bond tid. Så Daniel Craig hvis nu Spectre bliver perfekt, så drop pengene og stop mens legen er god. Så ville han i det mindste blive husket, som en med en positiv afslutning ligesom Brosnan.

Top 5 bedste Bond film.

Golfinger, On her mejesty secret service og the spy Who loved me deler prisen som de tre bedste.

Dernæst Skyfall også kommer Die another day.

De 5 dårligste

1. Diamonds are forever.
2. A view to a kill.
3. Quantum og solace.
4. License to kill.
5. Live and let die.

Bedste Bond.

1. Sean Connery.
2. Roger Moore.
3. Pierce Brosnan.
4. Daniel Craig.
5. George Lazenby.
6. Timothy Dalton.

Alexander

Jeg må indrømme, at jeg syntes at "Diamonds are forever" ikke er helt så ringe endda... Givet - bondpigerne var ikke hvad man var vant til - men de to lejemordere (pseudo-antagonister?) Mr. Wint og Mr. Kidd trak point hjem. Med fare for at være politisk ukorrekt, så var der her også et par, som i dén grad spillede på det diamentralt modsatte af Bond-figuren.

Ja - dét var (og er ikke) den bedste af de "gamle" film... men stadig... ikke helt ueffen...

... men det er selvfølgelig bare min mening... :-)

James Jackson Carteruser/657144

Sidste år genså jeg alle 23 film i december og lavede denne liste fra den bedste til den værste: http://www.imdb.com/list/ls073134443/

Mirob

... at du placerer GoldenEye så højt! Selvom Brosnan ikke er min favorit Bond, så er det min yndlings Bond film. Det har nok også noget at gøre med det var den første jeg så som 8-årig og samtidig spillede det ganske glimrende spil på Nintendo 64. Men alt i alt en fængende historie, masser af action og scener man virkelig husker.

Wayne

Men jeg er ikke helt enig.

Jeg kan godt forstå at Moonraker er på listen, blandingen Star Wars/Bond var ikke vellykket. Men der er til gengæld så mange ting der tæller op i den film - blandt andet åbningssekvensen (frit fald uden faldskærm), som er en af de bedste (hvis ikke den bedste) i Bond historien.

Die Another Day ligger også i den tunge ende for mig - mest på grund af den alt for fjollede teknologi. Men selve historien synes jeg holder, og actiondelen er absolut godkendt.

Jeg er iøvrigt helt enig i betragtningen at Bond føles sært malplaceret i USA. Det er også min største anke over Live and Let Die - men resten synes jeg fungerer rigtig godt.

Jeg har selv den samme Blu-Ray box - og har gennem tiden set hele serien mindst 5 gange (nogle af filmene flere gange, end det).

Og så er der jo lige det tvist er der faktisk er lavet et par film, uden for EON's serie. Tog man dem med så ville den frygtelige parodi, Casino Royale tage prisen som den værste.

De fem dårligste i EON serien er efter min mening;

24. Dårligst; Den absolut ringeste er Licence to Kill, som var meget langt fra at være en Bond film. Filmen ligner mere en hævn/action film, og har meget få elementer fælles med de klassiske historier. Timothy Dalton var eller startet lovende med Spioner dør ved daggry. Men filmen var så ringe at den var lige ved at slå serien ihjel. Dalton blev fyret på gråt papir - og der gik hele 6 år inden vi igen så noget til 007 på lærredet.

23. Quantum of Solace. Egentlig er det synd at den er placeret her, for var den blevet klippet ordentligt så er der et par scener som ikke er dårlige. Men generelt er det en rodet affære som mangler logik - og flere steder simpelthen er dårligt lavet. Blandt andet en bådjagt hvor man ikke kan se hvad der sker, og en kamp under en opera som ikke er en Bond film værdig. Slutningen halter også voldsomt, og det er tydeligt at se at MGM havde store økonomiske problemer og at den (på grund af at Craig brækkede armen) var blevet udsat længe og derfor hastet færdig.

22. A View to a Kill. Trods et par spændende skurke, spillet af Walken og Grace Jones, så var Moore simpelthen blevet for gammel til at spille 007 (det år fyldte han 58) - han jokede selv over al den sminke han fik i ansigtet. Undervejs i filmen putter han endda heltinden i seng - for at hun kan sove...!

21. The World is not Enough er også på min liste over de ringeste Bond film. Action delen fungerer, men skurken når aldrig at blive rigtig farlig. Og helt enig - Denise Richards er simpelthen ikke værdig som Bond-babe.

20. Diamonds are forever. Et af de bedste soundtracks nogensinde kan ikke redde Sean Connery's dårligste EON præstation - desværre.

FGTuser/226484

Timothy Dalton blev ikke fyret, men sagde selv op - grundet den uafklarede situation angående rettighederne til James Bond mv.

GoldenEye var som udgangspunkt skrevet med ham i hovedrollen.

http://jamesbond.wikia.com/wiki/Timothy_Dalton
https://www.mi6-hq.com/sections/articles/dalton_bond_era.php3

Han skulle have lavet 2 - 3 film mere (i stedet for Roger Moore) så havde han været mere anerkendt blandt kritikerne.

Wayne

at man ikke kunne finde ud af det i løbet af 6 år.

Timothy Dalton havde sikkert en kontrakt på en eller flere film - men Eon ville ikke have ham efter den dårligst sælgende Bond film nogensinde. Så mon ikke han bare endte med at sige op fordi Eon ikke ville bruge ham - men samtidig ikke ville betale for opsigelsen?

Jacob

Med den 24. film i den officielle række, så er det ikke spor mærkeligt at nogen falder igennem.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Nyeste brugerkommentarer

Antaeus

Spielberg har lavet en hel række gode og også fremragende film, men for mit vedkommende var jeg kun underholdt i mesterværksklassen af de helt gaml

12 timer siden
Jimmy

Efter et årti næsten, med remakes er Disney ENDELIG klar med noget NYT!!! HURRAAA... Det lover godt, bare fra de få billeder der er af Raya..

20 timer siden
Thomas

Enig i at Jurassic Park er en fremragende film til 6 stjerner.
Både det visuelle, historien og skuespillerne fungerer her.

1 dag siden
Sandrauser/926666
Sandrauser/926666

Ja, så er det jo bare mega ærgerligt, at en så populær og hyped film som HUSTLERS ikke får dansk biografpremiere, hvorfor ikke?

2 dage siden
Julie

Jeg er virkelig spændt på at se det nye take på Jokeren.

3 dage siden

Aktive debatter