Mads Mikkelsen i Doctor Strange!

Opdateret: Disney bekræfter
King Arthur
(© Touchstone Pictures)

For nogle måneder siden kunne vi berette, at Mads Mikkelsen var på tale til at spille med i superheltefilmen 'Doctor Strange'. Nu bekræfter Disney, at den 50-årige danske skuespiller har fået rollen.

________________________

Mads Mikkelsen har tur i den i Hollywood. For nylig blev han bekræftet til at medvirke i Star Wars: Rogue One, og nu er han på tale til at spille skurken i Marvel-filmen Doctor Strange.

Variety bringer historien om den danske stjernes involvering i filmen, men branchemediet gør det også klart, at ingen kontrakt er blevet underskrevet, og at Marvel ikke kommenterer officielt på sagen.

Uanset hvad er det en cadeau til Mikkelsen, der snart skal stoppe som Hannibal Lecter i tv-serien 'Hannibal', hvilket giver plads i kalenderen til flere filmindspilninger for den ombejlede herre.

Skuespillerens rolle er endnu ikke afsløret ud over, at han kommer til at spille en modstander til Benedict Cumberbatchs magiske titelkarakter.

Tilda Swinton har rollen som den mystiske læremester The Ancient One, mens Chiwetel Ejiofor spiller Baron Mordo - ven og senere fjende til Strange.

Doctor Strange får premiere den 3. november 2016.