Birgitte Hjort Sørensen: en "a cappella-Cruella"

Interview om skurkerollen i Pitch Perfect 2
Billede
(© UIP)

Vi har talt med Birgitte Hjort Sørensen i forbindelse med premieren på Pitch Perfect 2. Her spiller hun den benhårde tyske sangerinde, Kommissar, der konkurrerer mod The Barden Bellas under a cappella-verdensmesterskaberne i Danmark.

Den danske skuespillerinde fortalte veloplagt om alt fra filmens kreative smuttur til "København", om at flirte med Anna Kendrick samt hvordan det var at være rockstjerne i en uge.

Dit sidekick i filmen er ægte tysker (Flula Borg). Lod du dig inspirere af hans accent til rollen som Kommissar?
Jeg bad Flula om at indlæse alle mine replikker på diktafon med hans tyske accent, så jeg kunne gå og øve mig. Det var en kæmpestor hjælp. Det stod ret klart, at samspillet skulle være, at han var hjælper, og jeg var leder. Så vi fandt også ud af, at det kunne være sjovt at have et forhold i stil med Cruella De Vil og hendes butler. Det er sjovt, fordi Flula også er en høj og stor mand, og det var ham, der kom med håndklæde og vand til mig, når vi havde optrådt.

En glædelig overraskelse var, at der var meget plads til, at vi kunne bidrage. Også fordi karaktererne, forstå mig ret, bare var modstanderne - de onde og lede. Men vi kunne lege med vores interne relation. Jeg besluttede, at min karakter, Kommissar, faktisk godt kunne lide Bella-pigerne og synes, de var lækre. Og bagte lidt på dem, måske Anna Kendrick især. Kommissar er en person, der nyder modstand og som nyder at konkurrere – det er hendes yndlingsmåltid. Hendes glæde ved at battle var sjov at trække med ind i scenerne.

©UIP

Var der plads til improvisation under optagelserne?
Som jeg har forstået det, er der en særlig kultur, som er fundet på under optagelserne til den første film. Man laver nogle takes, der er rimelig straight, men så er der også plads til et take, hvor der bliver improviseret ret meget. Især Rebel Wilson improviserer rigtig meget. Det giver en rimelig stor frihed, og det var ret sjovt, for så kunne vi netop lege med.

Anna Kendrick er en dygtig, professionel skuespiller og en meget behagelig kollega. Hun var god til at hoppe med på den, hvis jeg fx i en scene kiggede lidt ekstra på hende, smilede og tjekkede hendes krop ud, så lod hun sig påvirke af det og blev sådan: "Åhh, nej". På den måde var det ret sjovt, at vi kunne lege med improvisationen i de ekstra takes.

Verdensmesterskabet i a cappella foregår i filmen i København - men er ikke optaget i byen - hvad synes du om den amerikanske version af "København"?
De spurgte mig faktisk til råds. De kom med nogle referencebilleder, de havde fundet af Nyhavn og spurgte, om det så dansk ud, og så prøvede jeg at sige: "Det der ser dansk ud. Det der ser ikke så dansk ud." Da vi kom på settet (til verdensmesterskaberne, red.), og jeg kunne se, der rendte statister rundt, som skulle ligne crew-folk, stod der "begivenhed-personale" på ryggen af dem. Jeg tænkte: "Ej, venner, I skulle da have spurgt mig i stedet for at bruge Google Translate!" Haha. Jeg sagde, at der normalt bare ville stå crew, men det syntes de ikke, var ligeså eksotisk og sjovt. De vil hellere have fortællingen om det eksotiske, fremmede, regnfulde, mærkelige, nordiske land end realiteten, og i det her univers er det okay.

©UIP

'Pitch Perfect 2' er en af de mest ventede film på kino.dk. Hvad er det, 'Pitch Perfect' kan, som gør den til noget helt særligt?
Jeg tror på, at musik kan noget, som man ikke altid kan forklare, og taler til nogle strenge i os, som vi ikke kan sætte ord på. At synge sammen er en ret stærk kraft. Alt, hvad der kan forene os, og hvor summen af vores indsatser bliver større end hver enkeltes input. Det er ligesom et fodboldhold. Den form for teamwork, tror jeg, er en forførende tanke for mange. Tænk at være en del af noget, der er større end én selv.

Liz (Elizabeth Banks, red.) sagde, at hun tænkte på det som en sportsfilm mere end en film om sang. Der er jo konkurrence-elementet, og det er en klassisk men god fortælling at se nogen, der skal overkomme en udfordring. Så jeg tror, det handler om alle de elementer tilsammen... samt fed musik og super svedig koreografi.

Hvad var det sjoveste under optagelserne til 'Pitch Perfect 2'?
Det var helt klart, da vi lavede verdensmesterskaberne. Vi optog udenfor om natten (i Louisiana, red.), og vi havde 3.000 frivillige, der var blevet inviteret til at komme som publikum. Det føltes som at give koncert i tre timer i træk, hver dag i en uge. De var simpelthen så fede. Det var virkeligt et rush. På film er det jo sjældent, at man får oplevelsen af live-performance og kontakt med publikum, men det brøl, der rejste sig dernedefra - det var simpelthen så sjovt.

Pitch Perfect 2 får dansk premiere d. 6. august.