Martin Freeman i Captain America 3

Men som god eller ond?
Billede
(© New Line Cinema)

Martin Freeman tager springet fra én mega-franchise til en anden, når han til næste år skal spille med i Captain America: Civil War.

Marvel har selv offentliggjort castingen af selveste Bilbo Baggins, der dermed kommer til at dele univers med sin medspiller fra 'Sherlock' og Hobbitten-filmene, Benedict Cumberbatch.

Freemans rolle i den tredje Captain America-film er på nuværende tidspunkt ukendt, mens Cumberbatch skal spille Doctor Strange i en solofilm og, hvis vi kender Marvel ret, flere efterfølgere.

'Captain America: Civil War' tager udgangspunkt i tiden efter Avengers: Age of Ultron, hvor alverdens regeringer vedtager en lov, der skal registrere alle superhelte. Nogle har dog ikke i sinde at lade sig registrere, hvilket bl.a. medfører stridigheder mellem Steve Rogers (Chris Evans) og Tony Stark (Robert Downey Jr.).

Udover kendte ansigter som Scarlet Witch (Elizabeth Olsen), Black Widow (Scarlett Johansson), Hawkeye (Jeremy Renner) og Bucky Barnes (Sebastian Stan) kan vi også se frem til at møde nye karakterer som Black Panther (Chadwick Boseman) og Baron Zemo (Daniel Brühl).

Captain America: Civil War får premiere den 5. maj 2016.