"Familien Bélier får de helt store følelser frem”

#kinotur på den franske feel good-film
Billede
(© Scanbox)

Sidste uges #kinotur på Familien Bélier sendte brugerne til en lille fransk landsby i selskab med det unge sangtalent Paula, der bor sammen med sin døve familie.

Vi bad publikum anmelde filmen, og det er der kommet stor ros ud ad. Der blev grint og grædt til feel good-filmen, der på trods af en vis forudsigelighed fik skovlen under alt fra en 42-årig mand til en 12-årig pige.

Du kan her læse et udsnit af anmeldelserne eller besøg filmens profil for at læse de fulde versioner.

Belilnda
"Fik denne biografgænger og hendes veninde til at føle glæde, sorg og håb på samme tid."

Simone Julie
"Det var en skøn, dejlig og underholdende film, der i slutningen fik rørt mig helt til tårer. Jeg gik derfra med den bedste feel good-følelse indeni."

Helene
"Den er "overfladisk", men samtidig dybt rørende."

Christina (5 stjerner)
"Som de fleste andre franske film har den mere dybde end 'High School Musical', men bevarer den sødmefyldte teenagekærlighed og musikken. Samtidig har filmen en ultrakomisk side. Det er i særdeleshed en feel good-film i klasse med 'De urørlige' om end i en lidt anden boldgade."

Line:
"Hvis man ønsker at se en film, som er livsbekræftende og hammer morsom, så skal man se 'Familien Bélier'."

Louise:
"En anderledes og sjov film. Filmen er dog meget forudsigelig og lidt for meget lige efter bogen. Desuden manglede jeg, at filmen havde lidt mere dybde, hvilket var oplagt med filmens dilemmaer. Men helt sikkert en underholdende film, der giver et godt grin."

Søren: (5 stjerner)
"Et stort dilemma optræder i filmen, og man får virkelig empati for hovedpersonerne. Musikalsk var det også en stor oplevelse! Frankrig kan bare det med at lave gode film med god humor. Det er svært at holde tårerne tilbage - men det behøver man heller ikke, når man sidder i biografmørket."

Camilla:
"'Familien Bélier' er simpelthen ikke til at stå for - og selvom det er en lille film, får den de helt store følelser frem! Louane Emera er utroligt charmerende i rollen som teenageren Paula Bélier, og filmen handler i store træk om at blive voksen, om kærlighed og om at finde sig selv, og så er den bare virkelig, virkelig underholdende!"

Emilie:
"Min veninde havde vist mig traileren og overtalt mig til at gå med hende ind og se den, og det fortryder jeg på ingen måde at have gjort. 'Familien Bélier' er en rigtig god, sød og hyggelig film, der både kan få smil frem på læberne og tårer frem i øjenkrogen. Jeg havde en rigtig god oplevelse med filmen, og jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke allerede har inviteret min mor med ind og se den."

Tine:
"Man griner og græder i det helt rigtige mix. Kan klart anbefales!"

Laura (6 stjerner)
"Det eneste, jeg manglede under filmen, var en pakke kleenex, fordi der var frit løb til tårekanalerne flere gange i slutningen for mit vedkommende."

Signe Hansen (5 stjerner)
"Jeg havde set traileren flere gange og var meget entusiastisk - og det skal jeg da lige love for, at jeg stadig er. Filmen var fuldstændig fantastisk. Og med det mener jeg ikke, at den filmisk var noget mirakel. Men den var gennemført. Sød, sjov og skøn."

Hannah (4 stjerner)
"Jeg kom til biografen med meget små forventninger, da 'Familien Bélier' ikke så ud til at være en film, der ville falde i min smag. Men jeg tog fuldkommen fejl. Denne film var fyldt med god humor, hjertevarme scener og en sangstemme, der næsten gav gåsehud. Filmen var forudsigelig og fulgte normen for alle andre kærlighedsfilm, men det gjorde ikke spor."

Michael (6 stjerner)
"Ja, jeg er 42, og jeg havde min kone og to børn med til #kinotur for at se 'Familien Belier'. Og jeg kunne altså ikke holde helt på tårerne. Jeg syntes, at den rammer lige i forældrehjertet - specielt med mine børn som er hhv. 12 og 15. Den behandler ting som at forlade de trygge rammer i familien, at stå på egne ben. Paula og forældrene har et fantastisk samspil, virkelig god kemi mellem skuespillerne."

Astrid (5 stjerner)
"Heldigvis for dem omkring mig begyndte jeg ikke at synge! Men med al den livsglæde og dejlige stemning var jeg tæt på."

Isabella (5 stjerner)
"Hvis man ikke flækker af grin under denne film, så er der sgu ikke meget håb."

Benjamin (5 stjerner)
"Viser flot, hvordan en normal teenagepige tackler at leve i en unormal familie med store ambitioner. En fortælling om venskab, familie, sammenhold, sex og drømme, der viser livets store kontraster og selvmodsigelser."

Filmperle
"Min 15-årige datter var lynhurtig til at sige "den var god" efter filmen, og det bekræftede min egen tanke undervejs; at det er en film der rammer bredt, men alligevel nok vil skuffe det frankofile højkulturelle publikum, fordi det netop er feel good-genren vi er ude i, og ikke en artfilm."

Sofie
"Sjov, pinlig og rørende, og man kan ikke andet end at elske hovedpersonerne."

Mette
"Skøn og rørende historie, hvor man både får lyst til at græde af glæde over hovedpersonens mod til at være sig selv, krumme træer over hendes skønne ligefremme forældre og nynne med på franske sange, man endnu ikke kender."

Ditte Brøns (5 stjerner)
"Ligesom englænderne kan franskmændene også i den grad diske op med en feel good-film, hvor man nok nok skulle have medbragt en kleenex."

Familien Bélier er aktuel i de danske biografer.