Er Kate Upton Hermiones afløser?

Overblik over kvindelige kandidater
Billede
(© The Other Woman / 20th Century Fox)

Warner Bros. er i fuld gang med at besætte rollelisten til deres kommende Fantastic Beasts and Where to Find Them. Nu er en liste af navne til de to kvindelige hovedroller dukket op, skriver The Wrap.

Filmen, der foregår 70 år før Harry Potters eventyr, er allerede meget tæt på at få sin hovedrolleskuespiller i form af Eddie Redmayne, der er i de endelige forhandlinger med Warner. I modsætning til Potter-filmene bliver Redmayne den eneste brite blandt hovedrollerne, der også kommer til at bestå af to piger og to drenge, der alle er amerikanske karakterer.

Kate Upton, Katherine Waterston og Elizabeth Debicki er ifølge The Wrap på tale til rollen som Queenie, der kortfattet beskrives som en "bombshell", altså en smuk, eksotisk kvinde.

Umiddelbart ville man ikke sætte Upton i forbindelse med en Harry Potter-film, men beskrivelsen tegner i retning af en karaktertype meget langt fra fx Hermione i de oprindelige film.

I rollen som Queenies mere "jordnære" lillesøster, Lisa, er favoritterne Saoirse Ronan, Dakota Fanning, Lili Simmons og Alison Sudol. De to første er kendte og respekterede skuespillere, mens de to sidste er mere uprøvede navne bedst kendt fra tv-serierne 'Banshee' og 'Transparant'.

Variety supplerer med rygter om tre mandlige kandidater til rollen som Newt Scamanders rival, Jacob. Her nævnes Steve Zissis, Zack Pearlman og Dan Fogler som favoritter.

Fantastic Beasts and Where to Find Them får premiere den 17. november 2016 og bliver efterfulgt af to fortsættelser.