Andy Serkis' Star Wars-karakter afsløret

Mød Supreme Leader Snoke
Billede
(© Vanity Fair)

Andy Serkis, mesteren af performance capture med uforglemmelige skabninger som Gollum og aben Caesar på cv’et, spiller med i den kommende Star Wars: The Force Awakens.

Indtil nu har vi ikke kendt til hans karakter, men nu er der kommet detaljer omkring, hvem han skal spille.

Den officielle Star Wars-hjemmeside bringer en artikel fra Vanity Fair med et billede af skuespilleren i sit es - i færd med at udføre performance capture.

Samtidig afsløres det, at hans karakter får navnet Supreme Leader Snoke.

Den oplagte tanke er, at en person med det navn er en slags efterkommer til Kejser Palpatine fra de oprindelige film, altså den ultimative leder af Den Første Orden, der overtager skurkerollerne efter Imperiet.

Og med den ubehagelige stemme, Serkis lægger for dagen i den første teaser til filmen, er det nok ikke forkert at antage, at han hører til på den forkerte side af loven.

Men faktisk er der endnu ingen yderligere detaljer om rollen, så i princippet kan han være på de godes side. Vi tror dog på førstnævnte situation og venter i spænding på det første billede af karakteren fra filmen.

Star Wars: The Force Awakens får premiere den 17. december.