Danica Curcic vinder Nordisk Film Prisen

Talentfuld skuespillerinde får endnu en pris
Billede
(© Steen Brogaard)

[banner_here]For første gang nogensinde går Nordisk Film Prisen i år til en skuespiller.

Danica Curcic modtog onsdag den 8. april den prestigefyldte pris sammen med 109.000 kr. (Nordisk Films alder gange 1000) i Imperial biografen i København.

2014 og 2015 har været særdeles gode år for Curcics karriere. Sidste år var hun med i hele fire store danske film: Lev stærkt, Bille Augusts Stille hjerte, filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-krimi Fasandræberne, samt All Inclusive af Hella Joof.

Nordisk Film Prisen er blot den seneste hæder, skuespillerinden har modtaget. Hun har tidligere vundet flere priser herunder en Robert for bedste kvindelige birolle og Bodil-prisen for bedste kvindelige hovedrolle med filmen ’Stille hjerte’.

Filminstruktør Michael Noer, som er med i udvalget bag prisen, begrundede valget i sin motiveringstale:

- Vi har stadig svært ved at udtale hendes navn korrekt, men hendes tilstedeværelse på filmlærredet er uforglemmelig. (…) Danica er fuldstændig unik i sin tilgang til at engagere sig i en rolle. Hovedkulds kaster hun sig selv ind i tilblivelsen af en karakter og stiller sig selv fuldstændig til rådighed, uden at gå på kompromis med eller slippe karakterens kerne.

Nordisk Film Prisen tildeles årligt for en ekstraordinær indsats inden for dansk film og blev for første gang uddelt i 1996. Fra 2010 er prisen blevet en talentpris, som har til formål at belønne et nyt talent, der har ydet en ekstra indsats for at løfte dansk film.

Tidligere modtagere tæller blandt andet instruktør Lars von Trier og manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen.

Danica Curcic kan snart ses i filmen Lang historie kort, der har premiere den 7. maj.