Superfredag #15

Ugen i superheltefilmens verden
Billede
(© 20th Century Fox)

- Den todobbelte Oscar-nominerede skuespillerinde Viola Davis er blevet hyret til at påtage sig rollen som Amanda Waller til Suicide Squad. Det afslører Latino Review. I tegneserieforlægget er det Waller, der samler holdet af superskurke, og hun er selv en benhård og hensynsløs regeringsrepræsentant med tilnavnet "The Wall". Selve Suicide Squad-holdet blev afsløret for to uger siden.

- Hugh Jackman har i en snak med MTV-podcasten Happy Sad Confused løftet sløret for, at der er en tredje solofilm med Wolverine på vej. Skuespilleren antyder også, at mutanten kommer til at spille en mindre rolle i X-Men: Apocalypse, men han har ifølge eget udsagn ikke lov til at udtale sig konkret om rollerne i den næste X-Men-film.

- Skaberen af 'The Sandman', Neil Gaiman, har over for Radio Times afsløret, at han gerne så Benedict Cumberbatch eller Tom Hiddleston spille hovedrollen som Morpheus. Joseph Gordon-Levitt (Don Jon) skal instruere filmversionen af den mørke tegneserie.

- Ifølge Comic Book Movie, der videregiver informationen fra producer/forfatter Arash Amels Twitter-profil, har Warner Bros. hyret seks forskellige manuskriptforfattere til at skrive hver deres drejebog til Wonder Woman. Herefter vil filmselskabet vælge deres favoritversion.