Oversete favoritfilm #22 - Punch-Drunk Love

Den 22. oversete favoritfilm 'Punch-Drunk Love' er valgt af manuskriptforfatteren Mette Heeno, som bl.a. har skrevet Terkel i knibe og den biografaktuelle All Inclusive.

Paul Thomas Anderson fik sit store gennembrud med filmen Boogie Nights i 1997. I 1999 lavede han Magnolia, og i 2002 kom så den bizarre romantiske komedie Punch-Drunk Love, som på trods af overvejende gode anmeldelser kun blev set af 9.300 herhjemme i Danmark.

Filmen vandt endda for bedste instruktion i Cannes samme år, og Adam Sandler blev indstillet til en Golden Globe for sin fantastiske præstation som den sære, neurotiske forretningsmand Barry Egan.

Mange har formodentlig fundet filmen for aparte og er blevet skuffede, hvis de har forventet en Adam Sandler lige-ud-af-landevejen komedie, for det er 'Punch-Drunk Love' bestemt ikke. I min optik er den et lille overset mesterværk.

Historien tager udgangspunkt i Barry Egan, der iført et lidt for stort blåt jakkesæt, som han i øvrigt har på i alle scener i hele filmen, lever et stille ensomt liv med socialfobi og ukontrollerede vredesudbrud.

Den eneste kontakt, hovedpersonen har til omverdenen, er gennem telefonen - og når hans syv evigt mobbende søstre tvinger ham til at komme til middag. De har tydeligvis altid været på nakken af ham og formår at få ham helt ned med nakken, mens de smiler. En særlig mobbe-teknik, der trives i de fleste familier, hvor man ikke kan komme ud af den rolle, som de andre familiemedlemmer for længst har givet en.

Men Barry har lært at leve med dem - og får afløb for sine frustrationer ved at smadre ting. I en middagsscene i starten af filmen mærker vi de ydmygelser, han er igennem, da de syv søstre og deres fysisk overlegne mænd alle taler hen over hovedet på ham og snakker om hans skæl, og dengang de altid kaldte ham gay-boy.

Lydsiden er unaturligt høj og et psykedelisk score overdøver næsten alle replikkerne og er med til at underbygge Barrys følelsesliv og stress-niveau.

Hele filmen igennem er lyd og musik kraftige medfortællere til alt, hvad Barry føler og afspejler på smuk vis hans sammensatte personlighed. Barry får stoppet mobberiet ved at smadre en kæmpe glasvæg i raseri – og får endelig de rædselsfulde søstre til at holde kæft. Samme aften ringer han, i ensomhed, til en sex-chat linie, og her tager historien for alvor fat.

Barry giver nemlig kvinden Georgia alle sine kreditkort oplysninger, og hun begynder at afpresse ham. Georgia arbejder for The Matress Man, spillet af Philip Seymour Hoffman, og han har ikke tænkt sig at lade Barry slippe så let.

Barry aner ikke sine levende råd, men så dukker HUN pludselig op ud af det blå – og intet bliver som før. Den blide Lena Leonard med det sørgelige blik, underspillet nænsomt af Emily Watson, kommer ind i hans liv og vil ikke gå væk igen. Hun er blevet lovet en date af en af hans søstre, og hun er pudsigt insisterende, selvom Barry både fremstår kejtet og neurotisk.

I en traditionel romantisk komedie ville kærligheden begynde at blomstre her, men sådan er det ikke med 'Punch-Drunk Love'. På deres første date smadrer Barry toilettet på den restaurant, de besøger, fordi han bliver rasende over, at hans søster har fortalt Lena nogle pinlige episoder fra barndommen. Det skræmmer dog ikke Lena væk, og deres forhold udvikler sig nænsomt og med en sjælden ømhed.

Desværre kommer The Matress Man imellem dem, da han hans tæskehold kører frontalt ind i Barrys bil og sender Lena på hospitalet. Barry, der aldrig har oplevet kærligheden før, opsøger The Matress Man i hans gigantiske madrasforretning i Utah, hvor han truer ham med ordene.

- I have so much strength in me, you have no idea. I have a love in my life. It makes me stronger than anything you can imagine.

Som i alle gode romantiske-komedier får Barry og Lena selvfølgelig hinanden til slut, men det er ikke med bryllupsklokker og overfortalt lir. Slutscenen i denne lille mærkværdige film er Lena, der giver Barry et lille ømt kys på hovedet.

Jeg elsker hver en frame i 'Punch-Drunk Love'. Det originale manuskript, den bizarre casting og det unikke, visuelle udtryk er alt sammen med til at gøre denne film til en fascinerende og smuk fortælling om at finde kærligheden i en svær og kaotisk verden.