Superfredag #12

Nyt fra superheltefilmens verden
Billede
(© 20th Century Fox)

- Siden det kom ud, at Wonder Woman får sin egen film, har der været spekulationer omkring, hvem der skal instruere. Nu kan Slashfilm meddele, at Warner Bros. specifikt leder efter en kvindelig instruktør til tjansen. Mon Kathryn Bigelow er for oplagt et bud?

- Quicksilver fik noget af et filmgennembrud i X-Men: Days of Future Past. Filmens second unit director, Brian Smrz, har fortalt Newsarama, at Evan Peters vender tilbage i rollen i X-Men: Apocalypse. Samtidig afskriver Smrz ikke muligheden for en solofilm med den lynhurtige mutant.

- Teaseren til Batman v Superman kommer ifølge Comic Book Movie allerede dette efterår og vil primært fokusere på Ben Afflecks Batman.

- Jena Malone er ifølge ComingSoon blevet bekræftet til en rolle i 'Batman v Superman'. Hvem hun skal spille, er endnu ukendt, men som vi skrev i sidste uge, gætter mange på en kvindelig udgave af Batmans sidekick, Robin.

- ComingSoon kan også berette, at Anchorman-instruktøren Adam McKay skal omskrive manuskriptet til Ant-Man. Samtidig skriver CraveOnline, at han sandsynligvis får tjansen som instruktør på en kommende Marvel-film.

- Soundtracket til Guardians of the Galaxy udkommer på kasettebånd. En selvironisk teaser med 2001: A Space Odyssey-reference er blevet produceret til lejligheden. 

- Da Edward Norton valgte ikke at spille Hulk i The Avengers, begyndte en ordudveksling mellem repræsentanter fra Marvel og Nortons agent om grunden til skuespillerens exit. Nu har Edward Norton udtalt sig om sagen i forbindelse med et interview om hans nye film, Birdman:

"Min fornemmelse [med Hulk] var, at jeg eksperimenterede og oplevede det, jeg ville. Jeg nød det virkelig, virkelig meget. Og alligevel kiggede jeg på den tid, som man bruger på ikke bare at indspille denne type film, men også sende den ud samt de forpligtelser, som følger med. […] Jeg valgte at fortsætte på min vej for at få varierede oplevelser. […] Jeg tror, at du kan gøre alt en enkelt gang, men hvis du gør det for mange gange, kan det blive et jakkesæt, som i folks øje er svært at tage af. Og hvis jeg fortsatte med det, ville jeg ikke have lavet Moonrise Kingdom, eller Grand Budapest, eller Birdman, fordi de alle overlappede med [Avengers]."

- Hvis du ikke fik set det, så kom traileren til Avengers: Age of Ultron i går. Det er faktisk en hel uge før planlagt, men da den blev lækket af ukendte gerningsmænd, valgte Disney at udsende en officiel version i høj kvalitet. Se den her og læs vores analyse.