Jeff Goldblum bekræfter sin rolle i ID Forever

Billede
(© Bad Robot)

I 90erne var han med i nogle af årtiets største blockbustere, men siden er Jeff Goldblum desværre blevet en sjældenhed i biograferne. Nu bekræfter den 61-årige skuespiller, i et interview med TIME, at han er med i ’Independence Day 2’.

- Jeg har haft et møde, og de seneste måneder har jeg talt løbende med Roland Emmerich og Dean Devlin, som siger, at de har en rolle til mig. Det siger de stadig, og jeg har hørt diverse rygter her og der. Og sidste weekend kom der et manuskript, så der sker noget.

Tilbage i 2013 var Roland Emmerich inde på, at Bill Pullman og Jeff Goldblum ville vende tilbage, men siden har projektet levet et stille liv. I november blev filmen tilmed udskudt fra sommeren 2015 til sommeren 2016.

Goldblums udmelding er derfor godt nyt for fans af ruminvasioner. Og når man nu ikke kunne få skuespilleren med i Jurassic World, er det altid noget med en rolle i 'ID Forever', som desuden deles op i to dele.

I første omgang får ID Forever Part I premiere den 30. juni 2016.