GUIDE - EFTERÅRSFERIENS FILM 2014

Overblik over feriens tilbud i biografen
Billede
(© Dannys dommedag / Per Arnesen)

Skolernes efterårsferie står for døren, og det er dermed tid til at guide jer igennem biografernes filmudvalg. Som sædvanlig byder ferien på et bredt genresortiment, og der er derfor noget at hente for alle aldre.

Vi præsenterer blot et udvalg af de film, der går i biografen. Nogle af filmene har allerede haft premiere, og du kan se de komplette lister i vores oversigter over aktuelle film og kommende film.
 
Klik på titlen for at læse mere, se trailer og bestille billetter.

Krummerne - alt på spil
Familiefilm
Efterårsferiens store familiefilm, Krummerne - alt på spil, handler om Mads "Krumme" Krumborg, der prøver at vinde et cykelløb og samtidig tage sig af et par svindlere, der truer krummernes familiefred. Den femte Krumme-film kan ses af hele familien helt ned til de yngste biografgæster, hvilket også gælder for Peddersen & Findus - Den lille drillepind og Flyvemaskiner 2: Redningsaktionen.

Feriens yderligere familiefilm, Dannys dommedag og Æsketroldene, henvender sig til de ældre børn. Førstnævnte handler om en dansk dreng, der forsøger at overleve en monsterinvasion, mens sidstnævnte fortæller om kloakkens misforståede papkassetrolde i et stop motion-univers.

The Trip to Italy
Komedie
Er man til komik, kan man med fordel tage ind og se The Trip to Italy. Fortsættelsen til BBC’s 'The Trip' følger denne gang Steve Coogan og Rob Brydon, mens de spiser og joker sig igennem Italiens billedskønne landskab. I Let’s be Cops er der også to mænd på plakaten, men den amerikanske komedie byder på en mere action-præget komik i forbindelse med to venners bytur klædt ud som politimænd.

Fasandræberne
Drama
Kvinden i buret-fortsættelsen, Fasandræberne, er ligeså meget thriller som drama, da den barske Jussi Adler-Olsen-filmatisering byder på en sadistisk sag for Carl Mørck og Assad. En anden dansk bog-filmatisering er dramaet Kapgang om en drengs opvækst i 70erne - et emne der også behandles i den kritikerroste coming of age-film Boyhood.

I Den usynlige kvinde bevæger vi os tilbage i tiden til midten af det 18. århundrede, hvor Charles Dickens' hemmelige kærlighedsaffære med en yngre kvinde er omdrejningspunktet. Clint Eastwoods Jersey Boys fortæller også en autentisk historie om Frankie Valli og The Four Seasons, der i 1960erne udgav det ene radiohit efter det andet.

Ekstra Bladet uden for citat
Dokumentarfilm
En anden musiker er aktuel i dokumentarfilmen Nick Cave: 20.000 dage på Jorden, der portrætterer Nick Cave via en række konstruerede samtaler mellem Cave og hans nærmeste. Ekstra Bladet uden for citat befinder sig i "fluen på væggen"-kategorien og følger tabloid-avisen i et yderst turbulent år.

Dracula Untold
Action
Action-genren repræsenteres i flere varianter. I Dracula Untold blandes adventure med action, da vampyren over alle vampyrer starter forfra med Luke Evans i titelrollen. Science Fiction er på plakaten i The Maze Runner, der foregår inde i en mystisk labyrint. I The Equalizer uddeler Denzel Washington øretæver i en old fashioned actionfilm om en god mand og et hav af ubehagelige skurke, mens Liam Neeson er en mere nedtonet action-helt i thrilleren Begravet i fortiden.

Torsdag den 16. oktober får tre nye film premiere. Gyseren Annabelle, dokumentarfilmen Sume - lyden af en revolution og dramaet Diplomati.

God fornøjelse i biografen!