I Know What You Did Last Summer skal genindspilles

Er du klar til igen at blive skræmt af fiskeren med kødkrogen?
Billede
(© Columbia Pictures Corporation)

Sony har valgt at genindspille horrorfilmen I Know What You Did Last Summer, som havde stor succes i slutningen af 90erne. Mike Flanagan (Oculus) har ifølge Deadline fået æren af at skrive manuskriptet til filmen.

Filmen vil tage udgangspunkt i Louis Duncans roman fra 1973, der fortæller historien om en flok teenagere, som bliver jagtet af en mystisk fisker, efter de har skjult et forfærdeligt biluheld.

Manuskriptforfatteren skal arbejde sammen med sin tidligere kollega Jeff Howard fra 'Oculus', som blev en succesfuld horrorfilm.

Den originale film fra 1997 havde store teenageidoler som Jennifer Love Hewitt, Sarah Michelle Gellar, Freddie Prinze Jr. og Ryan Phillippe på rollelisten. Mon ikke vi kan se frem til, at genindspilningen også vil byde på nogle populære, unge skuespillere?

Fiskeren er ikke den første slasher-skurk, der bliver genindspillet. Både Jason Vorhees, Freddy Krueger og Michael Meyers har været igennem en opdaterende make-over i nyere tid.

Filmen har endnu hverken titel eller premieredato.