Bond 24 - alle facts og rygter

Alt om skuespillere, manus, locations og meget andet
Billede

James Bond-film nr. 24 begynder ifølge Daily Mail optagelserne den 6. december i Pinewood Studios i England. Sam Mendes er tilbage som instruktør, og han har en masse gengangere med.

Daniel Craig er naturligvis tilbage som James Bond, men derudover får du også gensyn med Ralph Fiennes som M, Ben Whishaw som Q, Naomie Harris som Eve Moneypenney og Rory Kinnear som Bill Tanner.

Rollebesætning
Jagten på resten af den utvivlsomt lange rolleliste har nu stået på et stykke tid, og som kino.dk tidligere har fortalt, er Mendes blandt andet på jagt efter en "fysisk imponerende skuespiller", der som klassisk Bond-skurk skal have en del slåskampe med 007.

Søgelyset har også rettet sig mod Skandinavien, hvor håbet er at finde en lækker Bond-pige til en mindre rolle. Norske Synnøve Macody Lund og Ingrid Bolsø Berdal samt svenske Disa Östrand og Ida Engvoll har alle været testet til rollen.

Lindberg Management har også bekræftet, at danske Birgitte Hjort Sørensen har været til prøve på rollen, men der er endnu ikke taget en beslutning om, hvem af disse piger, der løber med opgaven.

Filmens kvindelige hovedrolle er angiveligt britisk, men mere vides ikke på nuværende tidspunkt.

Manuskriptet
Manuskriptforfatter John Logan blev personligt bragt ombord af Sam Mendes i et forsøg på at få et mere humoristisk strøg over 'Bond 24', end de seneste film. Dette gik dårligt.

Skyfall-forfatterne Neal Purvis og Robert Wade blev nemlig kaldt ind for at "pudse op" på Logans manuskript i juni, der ikke havde imponeret hverken producerne, Sam Mendes eller Daniel Craig. Det har nu vist sig at ende med en ganske radikal omskrivning af historien. 

Denne situation skulle være baggrund for nogle akavede og anspændte relationer, men alle involverede er efter sigende kommet videre, og manus ligger nu klar.

Sam Mendes har ifølge mi6-hq.com udtalt, at historien i 'Bond 24' vil trække tråde tilbage til 'Skyfall', ligesom den vil introducere elementer, der kommer til at spille ind i 'Bond 25'. Om manuskriptet rent faktisk introducerer mere af den humor, som Daniel Craig og flere andre har efterlyst, vides endnu ikke.

Locations
'Bond 24' skal naturligvis optages på et hav af forskellige locations rundt i verden. Flere medier fortæller blandt andet, at den østrigske bjerglandsby Obertilliach skal belejres af Bond-holdet. Efter sigende skal byen være stand-in for Norge, da de kunne få større økonomiske fradrag ved at indspille i alpelandet.

Johannes Kock fra den tyrolske filmkomission Cine Tirol har sagt, at han ikke kan kommentere sagen af kontraktmæssige årsager, hvilket vist er det, man kalder "en bekræftende benægtelse".

Rom er også på Bonds rejseplan, da der efter sigende skal optages en vild biljagt i den Italienske hovedstads snævre gader. Og så svinger filmholdet muligvis også forbi Marokko. Ellers skal 'Bond 24' overvejende skydes på Pinewood Studios i England.

Bond 24 får premiere den 23. oktober 2015 - så længe planen holder, for den virker umiddelbart en smule presset.

Har vi misset nogle gode nyheder eller rygter om 'Bond 24', så skriv dem i kommentarfeltet forenden. Vi er nemlig nysgerrige.