Spritny Ant-Man-plakat

Verdens mindste superhelt får stor plakat
Billede
(© Marvel Studios)

Comic-Con i San Diego bliver ved med at kaste gode nyheder af sig, og seneste er der nyt om 'Ant-Man'.

Marvel har nemlig ladet en plakat slippe ud via Entertainment Weekly (se den forneden), der både viser Ant-Man-dragten samt filmens to overvejende hovedroller, Paul Rudd og Michael Douglas.

Lanceringen af plakaten er sandsynligvis et forsøg på at komme videre, efter filmens tidligere instruktør Edgar Wright pludseligt forlod projektet efter otte år.

Efterfølgende fik Marvel en del dårlig presseomtale, da rygterne ville vide, at selskabet tvang Edgar Wright ud af filmen, fordi de ikke kunne enes.

Marvel har fundet en erstatning for Wright i instruktøren Peyton Reed (Bring It On, Down With Love, Yes Man), og forhåbentlig kan produktionen omsider komme videre efter flere måneders forsinkelse.

Ant-Man får efter planen dansk premiere den 16. juli 2015.