Oversete favoritfilm #20 - Duel to the Death
Denne måneds oversete favoritfilm er valgt af kino-redaktionens Casper Christensen.
Jeg kan finde ud af at sætte pris på alle slags film, så længe de kan noget, men en dag i de tidlige 00er tænkte jeg: ”Jeg har lyst til at finde noget helt sindssygt, asiatisk action.” Jeg ved ikke, hvor det kom fra, for udover et svinkeærinde omkring John Woos Hong Kong-film i 90erne, havde jeg aldrig rigtig gravet i de klassiske asiatiske actiongenrer. Derfor anede jeg ikke, hvor jeg skulle starte. Jeg kom i audiens hos min daværende filmguru (David fra Laserdisken i København) i håbet om at finde svar. Hvad han viste mig skulle vise sig at blive en mindre milepæl i min personlige filmhistorie.
Han smækkede ’Duel to the Death’ fra 1983 i hænderne på mig. På coveret så man to fyre med hævede sværd og flagrende asiatiske gevandter. ”Yup, vi er på rette vej”, tænkte jeg. Jeg skyndte mig hjem, smed skiven i afspilleren og trykkede på play. Inden de første spæde tre minutter var gået, havde jeg set fire selvmordsbombe-ninjaer gøre kål på en flok Shaolinmunke, der efterfølgende blev reddet af en kinesisk sværdmester, der fløj 20 meter i lotusstilling og brasede gennem en væg. Dette skulle vise sig at være en ekstremt blid start i forhold til resten af filmen.
Historien handler om Japans bedste sværdkæmper, der traditionen tro skal slås mod Kinas bedste sværdkæmper i et episk mesterskab. Så sker der en masse ting med en japansk fyr, der vil undergrave det hele, noget med en masse ninjaer og en klog, gammel vildmand og hans papegøje ude i en skov. Jeg kunne (og kan stadig) ikke helt følge med, men det er komplet lige meget, for ’Duel to the Death’ er så smækfyldt med cool action, at halvdelen havde været nok.
Det meste af denne action leveres af filmens fuldstændigt tossede ninjaer. ’Duel to the Death’ rammer nemlig den fysiske grænse for hvor mange ninjaer, der kan være i en film, uden at man går i koma af at se den. Der er ninjaer i træer, ninjaer der forsvinder i pufbomber, ninjaer der lynborer sig gennem sand, ninjaer der flyver på papir- drager, dame-ninjaer der viser bryster som afledningsmanøvre og selvfølgelig eksploderende dynamit-selvmordsbombe-ninjaer.
Men der var én særlig scene, der fik ’Duel to the Death’ til at brænde sig fast i min bevidsthed som ét af mit livs filmiske højdepunkter. En Shaolinmunk går i et støvet landskab. Han hører tunge skridt efter sig. Pludselig toner en gigantisk skygge frem over ham. Han vender sig om og ser en 15 meter høj ninja. Chok! Men det bliver vildere. Det viser sig nemlig, at kæmpeninjaen består af ti mindre ninjaer, der deler sig og begynder at slås mod Shaolinmunken. At nogen overhovedet har fundet på det... Genialt!
Det er noget af det mest absurde, sindssyge, overraskende, fede, sjove, opfindsomme og eventyrlige action jeg nogensinde har set, og det er derfor, at ’Duel to the Death’ er en af mine absolutte favoritfilm. Jeg har stadig ikke rigtigt set noget, der overgår denne film i dens kombination af ekstrem opfindsomhed, gal action og rendyrket fortælleglæde. Så er du bare en smule eventyrlysten, og har mod på et skud asiatisk bananas-action, så lad mig i overført betydning smække filmen i dine hænder. Dit filmliv vil aldrig helt være det samme igen.
