Robert Downey Jr. er tilbage

Slipper trailer til 'The Judge' løs på Facebook
Billede
(© Team Downey)

Robert Downey Jr. har sluppet en trailer løs på Facebook til sit kommende komedie-drama 'The Judge'.

Filmen er den første som Robert har produceret gennem sit relativt nye filmselskab Team Downey, som han søsatte med sin kone Susan i 2010.

Dermed har Downey Jr. total kontrol over filmen, hvilket også er grunden til, at han kan vælge at vise traileren på sin Facebook-profil som det første sted i verden.

Filmen handler om den übersmarte advokat Hank Palmer, der bliver nødt til at tage hjem til sin provinsielle fødeby, for at deltage i sin mors begravelse. Her møder han igen sin stoiske far, der er byens dommer, som han sjovt nok har et yderst anstrengt forhold til.

Det viser sig, at faderen er tiltalt for mord, og det ender med at blive Hank, der skal forsvare ham, hvilket sætter deres i forvejen anspændte forhold på spidsen.

Robert Downey Jr. spiller hovedrollen og Robert Duvall hans far, mens resten af rollelisten udfyldes af folk som Vera Farmiga, Vincent D'Onofrio og Billy Bob Thornton.

Se traileren og læs Roberts personlige grund til at producere og spille hovedrollen i 'The Judge'.

The Judge får dansk premiere den 16. oktober 2014.