Oversete favoritfilm #19 - Dr. Strangelove
Denne måneds oversete favoritfilm er valgt af instruktøren Morten BH, der er aktuel med filmen Kolbøttefabrikken.
Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb, som den mundrette titel lyder, er Kubricks skamstøtte over den kolde krig. En umiddelbar ret tung og knap så komisk tematik, hvis ikke det havde været for Kubricks mod til at lade os klukke os igennem verdens undergang.
At netop det ’take’ på at fortælle historier skulle blive en øjenåbner for mig, havde jeg ikke set komme tilbage i 8. klasse, hvor jeg tronede på bagerste række, da en vikar kommer rullende ind med AV-udstyret. Som regel var det mere pegefingerløftede film såsom ’Christiane F.’, ’The Wall’ eller ’The Wave’, men at se en gammel sort/hvid-film lukke munden på umulige 8. A - det står for mig stadig som dagen, hvor jeg lærte at: ”stop whining and love the books”.
Kubricks kombi af alvor og humor gik rent ind, og når filmen gjorde så stort indtryk, skyldes det den forløsning, det var pludseligt at måtte grine af noget så gravalvorligt. Jeg voksede jo op i 80erne, hvor man gik til demo i ”Atomkraft - nej tak” T-shirt og fælles sang ”Hvad’ ska’ væk - Barsebäck”. Hvor man en mandag morgen måtte blive hjemme fra skole, fordi Tjernobyl var røget sig en tur, og vindretningen var lige i masken på os. For slet ikke at tænke på den evige uro, man havde før puttetid, for tænk hvis nogen kom til at sætte sig på præsidentens store røde knap, der detonerede hele lortet.
Ud over filmens leg med alvor/humor må jeg fremhæve den altid gale Peter Sellers. Han har ikke bare hovedrollen, men klarer de tre største roller, og har en mimik, som selv Jim Carrey må misunde. Desuden er slutsekvensen fuldstændig episk, når den krigsliderlige Major ”King” Kong rider overskrævs på den potente a-bombe, imens han triumferende svinger sin cowboyhat. Det må til dato være filmhistoriens dristigste klimaks. Mere skal jeg ikke afsløre, og i stedet vil jeg opfordre til at få den set, før det er for sent.
For selvom ’Dr. Strangelove’ i år runder de 50, så oprustes der stadig i både Iran, Indien og nu Nordkorea. Uden øvrig sammenligning er Kubricks film klart topmålet for min egen karriere. Derfor er det heller ikke helt tilfældigt, at jeg debuterer med en komedie, der foregår på en lukket afdeling. Når jeg synes, det er vigtigt at lave en sjov film om psykiatrien, er det nemlig ud fra samme mantra: det forløsende grin. For findes der noget mere befriende midt i nyhedsstrømmen af død og elendighed end et åndehul, hvor man kan grine sammen.
Men tilbage til atomtruslen, for selvom ’Dr. Strangelove’ næppe kan kaldes nogen overset perle, så bliver jeg nødt til at fremhæve den i mængden af filmtilbud. I min optik burde filmen kanoniseres, specielt når man ved, hvor tæt den var på at falde for censuren.
Sagen endte med, at US Air Force fik tilføjet et disclaimer-skilt i introen, der over for publikum understreger, at filmen er fiktion. Ironisk nok gjorde advarslen kun filmens absurditet mere autentisk. Hvor heldig har man lov at være! Jeg kan kun håbe, at Region Hovedstaden gør noget lignende ved ’Kolbøttefabrikken’.