Matt Damon tilbage som Jason Bourne?

Han vil vende tilbage på to betingelser...
Billede
(© Universal Pictures)

Matt Damon har udtalt i et interview med CNBC, at han gerne vil genoptage sin hovedrolle i filmserien om CIA-agenten Jason Bourne på to betingelser: Instruktøren og en god historie.

- Jeg har altid været åben for muligheden, hvis Paul Greengrass vil instruere. Vi har bare aldrig været i stand til at finde på en historie.

- Det føltes som en god afslutning sidste gang. Når det er sagt, så elsker jeg den karakter, og jeg ville elske at finde ud af, hvad der sker med ham.

Paul Greengrass instruerede den anden og tredje film i serien, Bourne Duellen og Bourne Ultimatum. Den fjerde film The Bourne Legacy var Damon-løs og havde i stedet Jeremy Renner i hovedrollen som CIA-agenten Aaron Cross, som må flygte pga. Bournes afslørninger i de forrige tre film.

'The Bourne Legacy' solgte ikke lige så mange billetter som de tre forrige film i serien, og anmeldelserne var ikke ovenud begejstrede. Publikum synes åbenbart ikke det er lige så godt uden Matt Damon. Ikke desto mindre er der en femte Bourne-film på bordet, hvor Jeremy Renner vender tilbage. Men udelukker det et comeback for Damon?

Bourne 5 er sat til foreløbig premiere den 13. august 2015.