Hanekes næste film bliver 'Flashmob'

Oscar- og guldpalmevinder undersøger medierne, internettet og os der bruger dem
Billede
(© Les Films du Losange)

Østrigske Michael Hanekes næste film hedder 'Flashmob'. Efter planen skal den have premiere i 2015.

Ifølge Haneke selv er det "en film, der udforsker det skrøbelige forhold mellem medierne og virkeligheden."

Filmcomment.com fortæller, at filmen (i hvert fald delvist) skal foregå i USA, og at den handler om en flok karakterer, der mødes via internettet og ender i den titulære flashmob.

Hvis man kender sin Haneke, ved man også, at der nok ikke er tale om en flok glade gøglere, som pludselig stopper med at bevæge sig midt på en banegård. Det er højst sandsynligt mere grumt end som så.

Det kunne i hvert fald let være konklusionen efter at have set hans film som gidsel-thrilleren Funny Games og det mystiske, tankevækkende drama Det hvide bånd.

Hans mest populære film til dato er dog den Oscar-vindende Amour fra 2012, der fortæller historien om, hvordan konen i et ældre fransk ægetpar langsomt dør, mens hendes mand passer på hende. 

Hanekes udfordrende stil er ikke alles kop te, men hans film får stort set altid flotte anmeldelser med på sin vej.

'Flashmob' har foreløbig kun titel og premiereår officielt på plads, men en rolleliste og en mere uddybende synopsis burde være på trapperne.