Gerard Butler er ikke den nye Patrick Swayze

Skotten dropper Point Break-remake
Billede
(© UIP)

Der er ingen vej uden om det. Point Break - en af 90ernes absolut bedste actionfilm - bliver genindspillet. Også selvom flere af os ryster vantro på hovedet og mindes Kathryn Bigelows film med varme tanker.

The Hollywood Reporter kan nu afsløre, at Gerard Butler har trukket sig fra genindspilningen. Han skulle ellers have spillet rollen som zen-mesteren Bodhi, der bruger fritiden på at røve banker og ellers lever af at surfe bølgen blå.

Patrick Swayze-rollen var ellers i hus, men skuespilleren er åbenbart blevet uenig med projektets udvikling og har samtidig ikke kunne passe filmen ind i sin kalender.

Keanu Reeves' FBI-dude skal spilles af Luke Bracey (G.I. Joe: Gengældelsen), der stadig er relativt ukendt og næppe kan tiltrække et publikum.

Med andre ord: Filmselskabet har pludseligt fået travlt med at skulle finde det nye, bærende navn - også gerne inden optagelserne starter i næste måned.

Man kan lige forestille sig producentens desperate opkald til den allerede etablerede strandbums Matthew McConaughey... men der kunne godt komme en Oscar eller et højprofileret projekt i vejen på den front.

Butlers næste projekt bliver Olympus Has Fallen-fortsættelsen 'London Has Fallen', og den nye 'Point Break' forventes at få premiere engang i 2015.