Daniel Dencik og Michael Haneke hædret

Nordisk Film Prisen og Sonningprisen uddeles
Dokumentarist Daniel Dencik vinder årets Nordisk Film Pris
(© Morten Holt)

I går og i dag blev to af Danmarks største kulturpriser uddelt, nemlig Nordisk Film Prisen og Sonningprisen.

Nordisk Film Prisen uddeles til talenter indenfor film- og TV-branchen. I går blev den givet til dokumentarfilminstruktør og -klipper Daniel Dencik, der sammen med prisen også modtog 108.000 kr.

Dencik debuterede som instruktør i 2012 med dokumentaren 'Moon Rider'. Hans anden dokumentarfilm, Ekspeditionen til verdens ende, var nomineret til en Robert og vandt desuden flere udenlandske priser. Ved dette års uddeling af Robert-priserne vandt Denciks film Tal R - The Virgin prisen for Bedste korte dokumentarfilm.

Motivationen fra Nordisk Film Prisens jury lød således:

- I en tid, hvor dansk film står midt i en rivende udvikling, der lægger et hårdt pres på økonomien til det modige og originale, er der brug for talenter, som nægter at lade sig stoppe af begrænsninger og insisterer på, at få lavet dén film! Nu!

- Det er juryens overbevisning, at Daniel er præcist den insisterende og ikke mindst højt kunstnerisk begavede inspiration, branchen og Danmark har brug for lige nu.

Michael Haneke

Sonningprisen uddeles af en jury fra Københavns Universitet. Prisen er på en million kroner og overrækkes hvert andet år til en person, der har udført et fortjenstfuldt arbejde til gavn for den europæiske kultur.

I år tildeles prisen den østrigske filminstruktør Michael Haneke. Hans første film, 'Der siebente Kontinent', kom i 1988, men det var filmen La Pianiste fra 2001, der var med til at give Haneke sit egentlige gennembrud.

Senest har Haneke gjort sig internationalt bemærket med det psykologiske mesterværk Amour i 2012. Filmen blev instruktørens mest sete film i Danmark og vandt Guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes.

Tillykke til dem begge.