'Blinkende lygter' er Danmarks bedste film

I stemte! Anders Thomas Jensen sejrede!
Billede
(© kino.dk)

Afstemningen om Danmarks bedste film er slut, og vinderen er fundet. Ifølge de danske biografgængere er Anders Thomas Jensens Blinkende lygter (2000) filmhistoriens bedste danske film!

Resultatet faldt på plads efter en 10 uger lang afstemning, hvor 175 kandidater er blevet til én vinderfilm efter fem afstemningsrunder med 19.600 deltagere og 280.000 fordelte stemmer.

'Blinkende lygter' er en suveræn vinder med hele 40 % af finalens stemmer og udkonkurrerer dermed de to Thomas Vinterberg-film, Festen (1998) og Jagten (2012), Susanne Biers Den eneste ene (1999) samt Nikolaj Arcels periodedrama En kongelig affære (2012).

Chefredaktør Søren Søndergaard uddyber:
- I første omgang lyder 'Blinkende lygter' måske som en overraskende vinder, men ved nærmere eftertanke er det indlysende. Genremæssigt rammer den plet hos både krimi-, komedie- og dramapublikummet, og så holder filmen stadig. Det skyldes primært karakterer, der er mere komplekse, end man umiddelbart tror, og de blev tilmed spillet af flere skuespillere, som nu er internationale stjerner.

- Og så er der manuskriptet. I kølvandet på Pulp Fiction (1994) forsøgte talrige danske og udenlandske film at blande spændingsdramaer med en realistisk og humoristisk dialog - særligt blandt kriminelle. Med I Kina spiser de hunde (1999) lykkes Anders Thomas Jensen med dele af stilen, men det var først med 'Blinkende lygter', at han skabte en version, der balancerede perfekt mellem Tarantino og noget umiskendeligt dansk.

- Hermed genopfandt Anders Thomas Jensen den danske folkekomedie, og filmens betydning, for dansk film og de implicerede kræfter, kan næppe undervurderes.

Enig i brugernes dom? Skriv din mening i kommentarfeltet fornenden.