Forsmag på sommerens danske familiefilm
Den danske tegnefilm Cykelmyggen og Minibillen fortsætter fortællingen om Egon og alle hans venner fra den første film Cykelmyggen og Dansemyggen.
Det er bl.a. Peter Frödin, Ellen Hillingsø, Ditte Gråbøl, Ole Thestrup og Anne Marie Helger, som lægger stemmer til filmen.
Animationsfilmen er tegnet i hånden og instrueret af Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller.
Ud over at stå bag både børnebøgerne og -filmene om 'Cykelmyggen Egon', har Møller også skrevet og instrueret Jungledyret Hugo og 'Bennys Badekar'.
Minibillen Mini optræder i loppecirkus sammen med Cykelmyggen Egon og Dansemyggen Dagmar.
Loppepigen Miranda mobber Mini og lokker ham til at bryde ind i Dagmars linedans, så hun falder og forstuver en fod.
Dybt beskæmmet stikker Mini af og bliver optaget i en røverbande under ledelse af Skarnbassen Basse, som beordrer Mini til at bryde ind i biernes honninglager.
Men bi-soldaterne fanger ham, og han idømmes livsvarigt strafarbejde.
Bi-prinsesserne synes, han er nuttet og misbruger ham som kæledyr.
Mini flygter fra bierne og søger beskyttelse hos røverne, som i mellemtiden har stjålet Egons cykel.
Miranda har fortrudt sin mobning, og sammen med Mini og deres venner prøver de nu med list og mod at tilbageerobre Egons elskede racer.
Cykelmyggen og Minibillen får premiere den 12. juni.
Log ind for at få personlige anbefalinger ved at anmelde film med 1-6 stjerner.