Warren Beatty på vej tilbage med Howard Hughes-film

Den 76-årige Oscar-vindende swinger kan endnu
Billede
(© Twentieth Century Fox Film Corporation)

Warren Beatty kan endelig gå i gang med produktionen af sit gigantiske Howard Hughes-projekt.

Den ekstremt pressesky skuespiller og producer, har i årevis arbejdet med idéen om at fortælle historien om rigmanden Howard Hughes. Beatty skal både instruere, producere og spille hovedrollen, men har haft vanskeligheder med at finde dollars nok til projektet.

Det er nu lykkedes, takket være en billionær-klub bestående af Howard Hughes-agtige rigmænd som Ron Burkle, Steve Bing, Terry Semel og en masse andre. Også Hollywood-instruktør Brett Ratner har en finger med i økonomien.

Seneste rygte er, at Martin Sheen skal spille en rolle i filmen, men ellers er det virkelig småt med nyheder og information. Manuskriptet holdes 100 % hemmeligt indtil videre.

Er du under 30 år gammel og ligner et spørgsmålstegn når du hører navnet Warren Beatty, så er det (næsten) helt okay. Han har kun lavet tre film i løbet af de sidste tyve år. Af dem var det kun 'Bulworth' der endte i dansk biografdistribution, og det var ikke en udpræget populær film.

Beatty har nu stadig status som lidt af en levende Hollywood-legende, med et cv der strækker sig over de seneste 60 år og dækker 14 Oscar-nomineringer, hvoraf han har vundet en enkelt.

Karrierens højdepunkter byder blandt andet på Bonnie and Clyde (1967), 'Heaven Can Wait' (1979), 'Reds' (1981) og Bugsy (1991).

Hvordan denne Howard Hughes-film vil adskille sig fra Martin Scorseses The Aviator vides endnu ikke, men eftersom 76-årige Warren selv spiller hovedrollen, må man gå ud fra, at den skal fokusere på Hughes' ældre dage.