Paramount prøver at vinde Noas kristne publikum tilbage

Igen kurrer på tråden for Aronofsky og filmselskabet
Billede
(© Paramount Pictures)

Filmen 'Noa' er efterhånden et hedt emne blandt religiøse kredse i USA, og nu har Paramount udstedt en ansvarsfraskrivelse, som eftersigende skal vises før filmen begynder og i pressematerialet. Men det havde de ikke sagt til instruktøren, Darren Aronofsky, skriver TheWrap.com.

Det er ikke første gang Paramount og Aronofsky har raget uklar. De har tidligere været i krig over, hvilken endelig version af Noa der skulle ud i biograferne. I ansvarsfraskrivelsen står der blandt andet følgende:

- Filmen er inspireret af Noas historie. Selvom der er taget kunstneriske friheder, mener vi, at filmen er tro mod essensen, værdierne, og historiens integritet, der er en hjørnesten i millioner af menneskers religion verden over. Den bibelske historie kan findes i første Mosebog.

Phill Cooke, der er bestyrelsesmedlem i National Religious Broadcasters, har udtalt, at ansvarsfraskrivelsen er en nødvendighed på grund af den negative stemning, som Aronofskys udlægning af Noas historie allerede har pisket op blandt amerikanske kristne.

Aronofsky og Paramount har ikke udtalt sig om sagen endnu.

Præcis hvor kontroversiel Aronofskys version af historien egentlig er i filmen, er der stadig kun ganske få der ved. Danskerne får svaret den 3. april, når Noa får premiere her i landet.