Oversete favoritfilm #17 - Nawals hemmelighed

En moders skjulte fortid
Billede
(© TS Productions)

Den 17. oversete favoritfilm er valgt af brugeren Ida Weis. Hvis du vil skrive om din oversete favoritfilm på kino.dk, så skriv en mail til stine@kino.dk.

Instruktøren Denis Villeneuve har forladt moderlandet og er draget mod Hollywood. I sin nyeste film Prisoners har canadieren indgået et samarbejde med to af de mest prominente skuespillere i moderne tid. Hugh Jackman og Jake Gyllenhaal spiller hovedrollerne i den spændende krimi, der har et konstant udbud af nerveflossende, hårrejsende action-scener efterfulgt af tårepersende erkendelser fra en desperat familiefar. Filmen modtog rosende anmeldelser verden over og blev nomineret til en Oscar for bedste fotografering. Alt i alt har Villeneuves introduktion til USA's blockbuster-menageri været ganske succesfuld.

I 2011 havde en af Denis Villeneuves tidligere film premiere i danske biografer. Nawals hemmelighed hed den, og med sig i bagagen til Danmark havde den to Oscar-nomineringer, en enkelt BAFTA og filmkritikernes stående bifald. Alt tydede på, at filmen ville blive lige så stor en succes her i landet, som den havde været alle andre steder. Dette var dog ikke tilfældet. Salene stod tomme, billetterne solgte ikke, og 'Nawals hemmelighed' forblev en hemmelighed for de fleste danske biografgængere.

Men efter min mening fortjener filmen i den grad Danmarks opmærksomhed. Dens gribende fortælling burde ikke hæmmes af mangel på reklame eller eventuelle forbehold over for den libanesiske scene og franske tale. 'Nawals hemmelighed' er en opslugende historie, der kræver genoprejsning for danske øjne.

Nawals hemmelighed

Filmen er en sammenfletning af to historier, der dog begge starter ved samme udgangspunkt. Den midaldrende kvinde Nawal ligger i poolen og ser fredfyldt frem for sig. Bag ved hende svømmer hendes to voksne tvillinger Simon og Jeanne. Alt ånder fred og idyl, men pludselig bryder Nawal sammen, og den rolige stemning forpestes af gamle minder og utilgivelige synder. Uden videre forklaring forlader livet hendes øjne, og hun er nu kun en sjæleløs skal. Simon og Jeanne forsøger i desperation at finde en mening med deres moders nylige sindstilstand, men Nawal nægter at tale. En måned senere dør hun og efterlader sig fire breve og to uforstående børn.

Simon og Jeanne har aldrig kendt deres far, men alligevel er et af brevene adresseret til ham. Et andet til den storebror, ingen vidste eksisterede. Tvillingerne har hver især modtaget en opfordring fra Nawal, der tilskynder dem at lede efter de forsvundne familiemedlemmer. Den eventyrlystne Jeanne drager straks af sted mod Libanon, hvor moderen er opvokset, imens Simon vantro bliver hjemme. Herfra skifter fokus til pigen, der følger Nawals fodspor rundt i det krigshærgede land, understøttet af glimtvise flash-backs fra en anden tid. Det går snart op for seeren, at den pæne forstadsmor har en dyster fortid, som hun i årevis har forsøgt at undertrykke. De ubærlige minder fra et fortrængt liv lister frem fra mørket og omslutter den uvidende Jeanne i et mystisk drama, man sent vil glemme.

'Nawals Hemmelighed' er en film for folk med en høj smertetærskel. Hvis du på forhånd er bevidst om en tendens til følsomme tårekanaler, medbring da Kleenex. De skjulte traumer, moderen har båret i årevis, er ubærlige for et sårbart hjerte. Men på trods af smerten og elendigheden er det en smuk film om den ukuelige kærlighed, der overlever svigt og terror i et forfaldent land.

Hvad der tiltaler mig ved denne film, er ikke mindst det overbevisende skuespil samt de uvante omgivelser; det er også den unikke fortælling, der aldrig er set mage til før. Både det politiske og samfundskritiske kommer i spil, uden at det hele bliver bombastisk eller belærende. At 'Nawals hemmelighed' er gået ubemærket hen, er mig simpelthen en gåde. Filmen fortjener i den grad at blive fundet frem fra de støvede gemmer for at blive set eller genset.