Tarzan får premieredato

Stjernespækket filmatisering kommer i 2016
Billede
(© Russ Manning)

Abernes konge vender tilbage til det store lærred i en film instrueret af David Yates, manden bag de sidste fire Harry Potter-film.

Warner Bros. har nu offentliggjort, at filmen vil komme ud i amerikanske biografer i juli 2016. Da det er en af studiets største film det år, sammen med efterfølgeren til Man of Steel, er det sandsynligt, at Tarzan får dansk premiere nogenlunde samtidig.

Historien vil ikke dreje sig om det klassiske møde i junglen mellem vildmanden og den pæne dame - ”Me Tarzan, you Jane” - men følger i stedet parret efter de har forladt junglen. Vi ser Tarzan og Jane leve et civiliseret liv i London, indtil dronning Victoria sender ham tilbage til vildmarken for at undersøge nogle mystiske hændelser omkring en mine.

Alexander Skarsgård skal spille Tarzan himself, mens Margot Robbie, kendt fra The Wolf of Wall Street, spiller hans elskede Jane. Samuel L. Jackson bliver Tarzans rejsekammerat, og den dobbelte Oscar-vinder Christoph Waltz agerer filmens skurk.