Paul Bettany er ny Avenger

Super-robotten Vision klar til næste Avengers-film
Billede
(© GK Films / Marvel)

Paul Bettany skal ifølge en lang række pålidelige kilder spille Vision i 'Avengers: Age of Ultron'. Vision er en robot og i Marvel-universet en del af Avengers-holdet. Han er en af de gode, men præcis hvordan han opstår i 'A:AoU', vides endnu ikke. Der cirkulerer dog en række teorier.

For det første er Paul Bettany en gammel kending i Marvel-henseende, da han har lagt stemme til Tony Starks superintelligente computer Jarvis i flere film. Det skulle da være mystisk, om Bettany blev hevet ind i universet i en fysisk form, med mindre der er en eller anden forbindelse til Jarvis.  

For det andet peger flere rygter på, at filmens über-skurk, Ultron, fødes ved et uheld af nogle af Iron Mans tekniske eksperimenter med en af hans kunstigt intelligente dragter.

Og for det tredje er det Ultron, der ifølge klassisk Marvel-kanon skabte Vision, men sidstnævnte gjorde hurtigt op med sin skaber og blev en del af The Avengers. Kunne man forestille sig, at noget lignende sker i 'A:AoU', og at Visions personlighed og intelligens egentlig er Jarvis', og at det derfor bliver Bettany, der skal spille ham? 

Fyr løs i kommentarfeltet herunder.

The Avengers 2: Age of Ultron får premiere den 30. april 2015.