Mød De Fantastiske Fire

Rolleliste til reboot skulle være på plads
Billede
(© 20th Century Fox)

Hvorfor ikke hyre en lille spinkel fyr til rollen som Ben Grimm aka. The Thing, når man nu alligevel kan lave alt med moderne CGI?

Ifølge Heat Vision har 20th Century Fox i al fald hyret Jamie Bell (Billy Elliot) til at spille den stenede udgave af Hulk i selskabets reboot af Fantastic Four, der gæstede biograferne i 2005 og 2007.

Begge film var forholdsvis udskældte for deres lette tone, men tilsammen indspillede Stan Lee og Jack Kirbys karakterer alligevel 620 mio. dollars i alverdens biografer.

Josh Tranks (Chronicle) fortolkning forventes at blive mere seriøs (til trods for et noget yngre hold), der, udover Jamie Bell som Ben Grimm, skal bestå af Miles Teller (Divergent) som Richard Reed, Kate Mara (127 Hours) som Sue Storm og Michael B. Jordan (Fruitvale Station) som hendes bror (!?) Johnny Storm.

The Fantastic Four har biografpremiere den 18. juni 2015.