Fra 'Hobbitten' til 'Ant-Man'?

Evangeline Lilly på tale til superheltefilmen
Billede
(© Warner Bros.)

Først spillede hun den kvindelige hovedrolle i TV-serien 'Lost'. Så blev hun udstyret med spidse ører og var stort set den eneste kvinde i Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark. Nu skal Evangeline Lilly eftersigende spille med i superheltefilmen 'Ant-Man'.

Skuespillerinden er på tale til rollen som Ant-Mans udkårne, som nok ikke bliver en karakter fra tegneserieforlægget.

Instruktøren Edgar Wright har indtil videre castet Paul Rudd som Scott Lang, der er arvtageren til den oprindelige Ant-Man, Hank Pym, spillet af Michael Douglas. Rygter vil vide, at Lillys karakter dels er datter af Pym og dels bliver kæreste med Lang.

I 'Hobbitten' spiller Evangeline Lilly også en karakter, der ikke er at finde i oplægget, men hendes præstation som Tauriel overbeviste selv skeptikere, så mon ikke hun vil være god som en nyopfunden tilføjelse til Ant-Man-universet?

Ant-Man kryber ind i biograferne den 16. juli 2015.