Det kører for LEGO

Publikum er vilde med den klodsede film
Billede
(© Warner Bros.)

LEGO Filmen - Et klodset eventyr er populær. Både i USA og Danmark er biografgængerne ivrige efter at se den amerikanske film om det danske legetøj.

LEGO-eventyret spiller i amerikanske biografer for anden uge i træk. I USA havde filmen den 2. bedst sælgende åbningsweekend for februar måned nogensinde med en indtjening på 69,1 mio. dollars. Alt i alt har familiefilmen indtjent 143,8 mio. dollars, svarende til 783.4 mio. kr, på verdensplan.

Også i Danmark klarer plasticklodserne sig godt. Hele 115.000 danskere har indtil videre set den. Der er dog et stykke vej til Far til fire - Onkel Sofus vender tilbage, som er vinterferiens mest populære familiefilm herhjemme med 197.000 billetter. Alligevel er filmens danske distributør tilfreds:

- Vi er begejstrede over filmens succes. LEGO-byggeri har været en del af dagligdagen i Danmark siden 1958, og vi elsker alle sammen de små klodser. SF Film er stolte af at præsentere en del af LEGO-universet på det store lærred, udtaler film- og distributionschef på SF Film, Sune Lind Thomsen, i en pressemeddelelse.

Succesen kan godt tyde på, at vi får flere LEGO-film at se i fremtiden.