Cookie- og Privatlivspolitik
Top 10 - Martin Scorsese

Top 10 - Martin Scorsese

Se listen og stem selv

Stem op!
5
Stem ned!
0
(reset)

Som filmelsker elsker man Martin Scorsese. Den er ikke længere. Og for at fejre filmskaberens nyeste depraverede epos, The Wolf of Wall Street, har vi i redaktionen sammensat en liste over instruktørens ti stærkeste værker... indtil videre. 

Du kan selv stemme på din favorit forneden.
 
10. Hugo (2011)
Fortællingen om den forældreløse dreng, Hugo, der lever på en parisisk banegård, ligger meget langt fra det vanlige hårdkogte Scorsese-univers. I stedet får vi en eventyrlig, og teknisk formidabel, familiefilm, der ved hjælp af filmmagi ender som en smuk kærlighedserklæring til selve filmmediet.
 
 9. The King of Comedy (1982)
Robert De Niros største force er ikke komediegenren, og det samme kan roligt siges om skuespillerens karakter i denne ofte oversete film om en dysfunktionel stand-up-komiker, der på sin selvindbildte rejse mod berømmelse tager ekstreme midler i brug. Værkets styrke ligger i den veloplagte blanding af sort humor og en konstant truende stemning.

8. Casino (1995)
En klassisk Marty-film med fokus på mafiamiljøets både attraktive og brutale sider - denne gang med Las Vegas som baggrund. Scorsese skrev manuskriptet sammen med sin Goodfellas-medforfatter, Nicholas Pileggi, hvilket mærkes. De to film besidder mange af de samme kvaliteter, og havde de ikke været så lig hinanden, havde ’Casino’ måske ligget endnu højere på denne liste.

The Age of Innocence

7. The Age of Innocence (1993)
Forbudt kærlighed blomstrer mellem to overklasseløg i 1800-tallets New York, hvor puritanske facader opretholdes med fordomme og ondsindet sladder. Ved hjælp af bl.a. Daniel Day-Lewis, Elmer Bernsteins musik og overdådig scenografi puster Scorsese sensuelt liv i Edith Whartons klassiske og klaustrofobiske periodedrama.

6. Cape Fear (1991)
En bestialsk De Niro jager sin tidligere forsvarsadvokat (Nick Nolte), og snart står både hund, elskerinde, kone og datter for skud. Genindspilningen af film noir-klassikeren fra 1962 fortolkes via et effektivt og maksimalt forbrug af virkemidler. Resultatet er en grotesk, mørk samt letfordøjelig Scorsese med en snert af Hitchcock.

5. The Last Temptation of Christ (1988)
Filmatiseringen af Nikos Kazantzakis’ kontroversielle roman fra 1953 fortæller om Kristus’ liv med fokus på de mange fristelser Guds søn - som enhver anden mand - måtte gennemgå. Willem Dafoe spiller Jesus i en kompromisløs film, der på samme tid er oprigtig interesseret i evangelierne om profetens liv og bevidst provokerende.  

The Departed

4. The Departed (2006)
Jack Nicholson overspiller måske en tand i denne Oscar-vindende genindspilning om to muldvarper på hver sin side af loven. Nicholsons galskab opvejes til gengæld kraftigt af et velskruet og nervepirrende plot samt to superintense præstationer af Matt Damon og Leonardo DiCaprio.

3. Raging Bull (1980)
De Niro spiller den selvdestruktive bokser Jake La Motta med så uhyggelig overbevisning, at alene præstationen gør Scorseses sort/hvide sportsfilm til en filmhistorisk mastodont. Filmen byder desuden på nogle af de mest velkoreograferede sportsscener nogensinde samt et fascinerende indblik i et maskulint univers i og uden for ringen.

2. Goodfellas (1990)
“As far back as I can remember, I always wanted to be a gangster.” Portrættet af den autentiske wise guy Henry Hill (Ray Liotta) og hans mafia-relaterede storhed og fald hører til genrens absolutte klassikere. Og ikke uden grund. Et vanvittigt underholdningsniveau, en ultra hidsig scene-stjælende Joe Pesci, og ikke mindst åbningsscenen er med til at gøre ’Goodfellas’ til sublim filmkunst.

Taxi Driver

1. Taxi Driver (1976)
Hjemsøgende, mørk og intens. Mesterværket om den ensomme krigsveteran Travis Bickle er uden tvivl en milepæl i Scorseses karriere. Ikke alene var den med til at markere ham som en af verdens førende filmskabere, filmen er også sidenhen blevet udødeliggjort via De Niros hudløse transformation fra anonym, kontaktsøgende chauffør til dødbringende selvtægtmaskine med hanekam og militærjakke.  Samtidig står ’Taxi Driver’ i dag som den ultimative film om det urbane menneskes fremmedgørelse. Det er nærmest umuligt at ryste oplevelsen af sig, når man først har taget en tur i Travis’ jernkiste på hjul.
 
The Wolf of Wall Street får dansk premiere den 9. januar.

Sådan gjorde vi: Redaktionen nominerede i fællesskab de relevante film til afstemningen. Hver især lavede deres personlige top 10-liste, som i sidste ende resulterede i kino.dk’s endelige top 10.

 

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Rasmus

MEN med en hel seriøs mine, hvor FANDEN er hans gennembruds film "Mean Streets" på denne her top ti?

Er i sikre på i er Scorsese fans?

Simone

Jeg er meget enig i listen, men Hugo burde være placeret højere.

Shaolin

Bedste musik-dokumentar - nogensinde.

Anonymuser/0

Den film har så mange gode øjeblikke, sjove replikker, brutale scener og et super cast.
Er til dato en af mine favoritfilm !!

Bjerg

Meget fin beskrivelse der næsten identisk afspejler min egen mening om denne film. :)

Sjove og velskrevede replikker, fantastisk cast og så mange scener man vil huske langt ud i fremtiden. Så for mig er det Goodfellas, selvom manden jo har lavet en god portion gode film.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.