Cookie- og Privatlivspolitik
Top 10 - Martin Scorsese

Top 10 - Martin Scorsese

Se listen og stem selv

Stem op!
5
Stem ned!
0
(reset)

Som filmelsker elsker man Martin Scorsese. Den er ikke længere. Og for at fejre filmskaberens nyeste depraverede epos, The Wolf of Wall Street, har vi i redaktionen sammensat en liste over instruktørens ti stærkeste værker... indtil videre. 

Du kan selv stemme på din favorit forneden.
 
10. Hugo (2011)
Fortællingen om den forældreløse dreng, Hugo, der lever på en parisisk banegård, ligger meget langt fra det vanlige hårdkogte Scorsese-univers. I stedet får vi en eventyrlig, og teknisk formidabel, familiefilm, der ved hjælp af filmmagi ender som en smuk kærlighedserklæring til selve filmmediet.
 
 9. The King of Comedy (1982)
Robert De Niros største force er ikke komediegenren, og det samme kan roligt siges om skuespillerens karakter i denne ofte oversete film om en dysfunktionel stand-up-komiker, der på sin selvindbildte rejse mod berømmelse tager ekstreme midler i brug. Værkets styrke ligger i den veloplagte blanding af sort humor og en konstant truende stemning.

8. Casino (1995)
En klassisk Marty-film med fokus på mafiamiljøets både attraktive og brutale sider - denne gang med Las Vegas som baggrund. Scorsese skrev manuskriptet sammen med sin Goodfellas-medforfatter, Nicholas Pileggi, hvilket mærkes. De to film besidder mange af de samme kvaliteter, og havde de ikke været så lig hinanden, havde ’Casino’ måske ligget endnu højere på denne liste.

The Age of Innocence

7. The Age of Innocence (1993)
Forbudt kærlighed blomstrer mellem to overklasseløg i 1800-tallets New York, hvor puritanske facader opretholdes med fordomme og ondsindet sladder. Ved hjælp af bl.a. Daniel Day-Lewis, Elmer Bernsteins musik og overdådig scenografi puster Scorsese sensuelt liv i Edith Whartons klassiske og klaustrofobiske periodedrama.

6. Cape Fear (1991)
En bestialsk De Niro jager sin tidligere forsvarsadvokat (Nick Nolte), og snart står både hund, elskerinde, kone og datter for skud. Genindspilningen af film noir-klassikeren fra 1962 fortolkes via et effektivt og maksimalt forbrug af virkemidler. Resultatet er en grotesk, mørk samt letfordøjelig Scorsese med en snert af Hitchcock.

5. The Last Temptation of Christ (1988)
Filmatiseringen af Nikos Kazantzakis’ kontroversielle roman fra 1953 fortæller om Kristus’ liv med fokus på de mange fristelser Guds søn - som enhver anden mand - måtte gennemgå. Willem Dafoe spiller Jesus i en kompromisløs film, der på samme tid er oprigtig interesseret i evangelierne om profetens liv og bevidst provokerende.  

The Departed

4. The Departed (2006)
Jack Nicholson overspiller måske en tand i denne Oscar-vindende genindspilning om to muldvarper på hver sin side af loven. Nicholsons galskab opvejes til gengæld kraftigt af et velskruet og nervepirrende plot samt to superintense præstationer af Matt Damon og Leonardo DiCaprio.

3. Raging Bull (1980)
De Niro spiller den selvdestruktive bokser Jake La Motta med så uhyggelig overbevisning, at alene præstationen gør Scorseses sort/hvide sportsfilm til en filmhistorisk mastodont. Filmen byder desuden på nogle af de mest velkoreograferede sportsscener nogensinde samt et fascinerende indblik i et maskulint univers i og uden for ringen.

2. Goodfellas (1990)
“As far back as I can remember, I always wanted to be a gangster.” Portrættet af den autentiske wise guy Henry Hill (Ray Liotta) og hans mafia-relaterede storhed og fald hører til genrens absolutte klassikere. Og ikke uden grund. Et vanvittigt underholdningsniveau, en ultra hidsig scene-stjælende Joe Pesci, og ikke mindst åbningsscenen er med til at gøre ’Goodfellas’ til sublim filmkunst.

Taxi Driver

1. Taxi Driver (1976)
Hjemsøgende, mørk og intens. Mesterværket om den ensomme krigsveteran Travis Bickle er uden tvivl en milepæl i Scorseses karriere. Ikke alene var den med til at markere ham som en af verdens førende filmskabere, filmen er også sidenhen blevet udødeliggjort via De Niros hudløse transformation fra anonym, kontaktsøgende chauffør til dødbringende selvtægtmaskine med hanekam og militærjakke.  Samtidig står ’Taxi Driver’ i dag som den ultimative film om det urbane menneskes fremmedgørelse. Det er nærmest umuligt at ryste oplevelsen af sig, når man først har taget en tur i Travis’ jernkiste på hjul.
 
The Wolf of Wall Street får dansk premiere den 9. januar.

Sådan gjorde vi: Redaktionen nominerede i fællesskab de relevante film til afstemningen. Hver især lavede deres personlige top 10-liste, som i sidste ende resulterede i kino.dk’s endelige top 10.

 

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Moviemaniac.dk

Scorsese, var i mine øjne, bedst fra 70'erne og frem til 90'erne.
Fanden-i-voldsk med Mean Streets (73), med Taxi Driver (76) gav han USA en kæmpe mavepuster ovenpå vietnam krigen, ligeså slagkraftig med Raging Bull i 1980, og så Goodfellas (90) som sammen med The Godfather står som de største gangsterfilm nogensinde, pga deres historier, velskrevne manus, skuespils præstationer, meningsløse visuelle voldsscener, OG den sprudlende originalitet.
Jeg synes dog også om nyere værker som Shutter Island, The Departed og Gangs of New York, MEN han det var nu ligesom at han havde mere overskud og energi i de "gamle dage" :)

stiguser/585423

min personlige favorit

bambiexplorer

...er tæt på at være min nr. 1.

Alexuser/27788

Synes der mangler et par stykker.
Gangs of new york er en klasse film med to fremragende skuespillerpræstationer af Daniel Day Lewis og Leo.

Shutter Island fortjener efter min mening også en plads på listen.

Dog skal det også siges at disse film er mere i min generation, og at det kan svære svært at fjerne nogle af klassikerne på listen fremfor disse.

S. Rico

Især hans nyere film med Leonardo synes jeg rangerer meget højt. Jeg har set de fleste af hans film og vil liste dem således:

1. Goodfellas
2. Gangs of New York
3. Shutter Island
4. The Departed
5. The Aviator
6. Hugo
7. Casino
8. The Wolf of Wall Street
9. Cape Fear
10. King of Comedy
11. Taxi Driver
12. The Color of Money
13. Raging Bull
14. The Age of Innocense
15. New York, New York
16. Kundun
17. The Last Temptation of Christ
18. Mean Streets

Sebastian Christopheruser/1116247

Hvor er The Aviator og Gangs of New York???!!!

Renè

Jeg har kun set 1 ud af de 10, The Departed, men den er til gengæld også super fed! =)

Kirstine Viftrup

Jeg synes nærmere en film som Shutter Island burde stå der, i stedet for Hugo

Maria

Taxi Driver skulle angiveligt være god, men da jeg ikke har set den, falder mit valg på Goodfellas. Gangsterfilm har aldrig sagt mig noget, og alligevel fandt jeg mig selv være tryllebundet af filmen hele vejen igennem.

Wayne

Hvor er The Aviator og Gangs of New York??

Men jeg er i øvrigt enig i Goodfellas som den bedste af hans film.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.