Star Wars: Boba Fett-film måske på vej

Rygterne vil vide at den populære dusørjæger får sin egen film
Billede
(© Lucasfilm)

Hvor tosset er hypen omkring de kommende Star Wars-film? Den er så tosset, at en relativt ukendt karakterdesigner fra en ligeså relativt ukendt animationsserie, kan komme med fuldstændigt ubegrundede påstande i en podcast, hvorefter alverdens filmmedier går i hopla. 

Jon Schnepp arbejder til dagligt på animationsserien 'Metalocalypse'. Han udtaler sig ofte ganske underholdende om diverse filmemner, men han har ikke umiddelbart noget med Star Wars at gøre.

Han var for nylig gæst i podcasten 'AMC Movie Talk', hvor han alligevel påstod, at en af de kommende film, der ikke er en direkte efterfølger til de seks eksisterende Star Wars-film, kommer til at omhandle dusørjægeren Boba Fett og bliver skrevet af Lawrence Kasdan, der også skrev Star Wars: Episode V - Imperiet slår igen.

- En af dem er om Boba Fett. Det er det. Jeg ved det. Jeg ved det med sikkerhed. Jeg afslører aldrig min kilde, men det er den film der bliver skrevet af Lawrence Kasdan, udtaler Jon Schnepp. 

For få måneder siden blev det offentliggjort, at Lawrence Kasdan skal skrive 'Star Wars: Episode VII' sammen med J.J. Abrams, så hvis hr. Schnepp har ret, betyder det altså, at Kasdan har fået endnu mere at lave. 

Men hvad synes du? Vil du gerne se en hel Boba Fett-film - eller vil du, som os, hellere se en trilogi om Figrin D'an and the Modal Nodes (gummi-fjæs-bandet fra Cantinaen i Mos Eisley)? Eller synes du Star Wars-hypen efterhånden burde sparke wookie-sutterne af, smækker stængerne op og slappe lidt af? Skriv din kommentar nedenfor.

Star Wars: Episode VII får premiere den 18. december 2015.