'Point Break' med Gerard Butler?

Skuespilleren skal måske spille Bodhi
Billede
(© Chasing Mavericks/Fox 2000 Pictures)

Nogen har besluttet sig for at genindspille Point Break, og det kan blive med Gerard Butler som bankrøveren/surferen Bodhi.

I 1991 blev karakteren som bekendt spillet af Patrick Swayze, der stod overfor en ung og ambitiøs FBI-agent spillet af Keanu Reeves, og if. Hollywood Reporter skulle den 44-årige skotte altså være i forhandlinger omkring rollen.

Selve genindspilningen har været på tale siden 2011.

Sidste år kom man et skridt længere, da filmfotografen Ericson Core blev hyret som instruktør på det formenligt adrenalinpumpede remake - inklusiv bankrøverier, surfing, faldskærmsudspring og forhåbentligt en løbejagt på niveau med originalens.

Rollen som Johnny Utah er stadig ubesat, men hvis Gerard Butler bliver bekræftet som Bodhi, kan ”Point Break version 2.0” dukke op i biograferne i løbet af 2015.