Oversete favoritfilm #14 - En kærlighedshistorie

Denne måneds oversete favoritfilm er valgt af Emilie Kjørup, som er redaktionel praktikant på kino.dk

Inden den svenske instruktør, Roy Andersson, for alvor etablerede sig som en af Sveriges store auteurs, lavede han som blot 26-årig debutfilmen En kærlighedshistorie (1970). I hjemlandet fik filmen i sin tid en flot modtagelse, men eftersom det nu ligger år tilbage, fortjener filmen at blive hevet frem fra gemmerne og omtalt endnu engang.

Filmen er en lille perle om en spirende forelskelse mellem to unge mennesker. Pär er en 15-årig dreng, der iført læderjakke, drøner rundt på sin knallert sammen med sine venner. En dag får han øje på den yngre Annika med de store smukke øjne, og herfra indledes fortællingen om de to teenagere, der tøvende famler sig vej mod hinanden og kærligheden.

Med sine 43 år på bagen er 'En kærlighedshistorie' et skægt tidsbillede, hvor flippermaskiner, Jimi Hendrix-plakater og storrygende børn medvirker til at definere ungdommen (det var tiden inden den politiske korrektheds indtrædelse i filmens verden). Men selvom filmen giver et indblik i Sverige anno 1970, er den først og fremmest en tidløs fortælling om den første kærlighed, med al den uskyldighed og usikkerhed der følger med - en skildring som de fleste, der engang har været teenagere, nok kan genkende.

Historien er fortalt med sparsom dialog og stemningsbilleder fra et solbeskinnet Stockholm, og 'En kærlighedshistorie' er på sin vis en meget stille film, der bæres af karakterernes usagte kommunikation med hinanden. Klichéen om at et blik siger mere end tusind ord, er i dette tilfælde spot on. Annika og Pär udveksler en hel del interesserede øjekast, der på elegant vis understreger både deres usikkerhed og ømhed overfor hinanden.

Filmen indfanger ungdommens uskyld, og gør det med de voksnes trivielle problemer som bagtæppe. På den måde bliver filmen også en subtil samfundskritik, hvor den spirende ungdomsforelskelse sættes op imod forældregenerationens fastgroede forhold præget af fortrydelse og bitterhed. Særligt Annikas forældre har for længst glemt, hvad det vil sige at være vilde med hinanden, og faren er mere interesseret i at sælge køleskabe end at bekymre sig om sin kone.

Der er ingen af de voksne, der er rigtigt lykkelige - et tema der går igen i Anderssons senere film. Selv den ca. 30-årige ugifte Eva begræder sin ensomhed og beklager sig over sine bristede stewardessedrømme. Det er som om, den ældre generation er groet fast i hverdagens kedsommelighed, og i nogle tilfælde helt bogstaveligt. De sidder ved deres vinduer og kigger ud på livet i stedet for selv at deltage. Hos de unge, derimod, eksisterer håbet og ikke mindst ømheden, og filmen står derfor som en opløftende fortælling. Trods alt.

Sidenhen er tonen i Roy Anderssons film blevet mere dyster, og det groteske har overtaget realismen. I de tragikomiske film, Sange fra anden sal og 'Du levende', sporer man en tydeligere afstandstagen til den moderne tilværelse i Nordens velfærdssamfund samt et mere personligt stilistisk udtryk karakteriseret ved totalbilleder, iscenesatte tableauer og karakterernes hvidmalede ansigter.

'En kærlighedshistorie' fik en fortjent reprise, da den fik repremiere i Danmark i 2005. Og selvom filmen nu ikke længere er at finde på programmet i biograferne, er den heldigvis udgivet på DVD.