Oversete favoritfilm #13 - Buffalo '66

Jens Albinus vælger film
Billede
(© Lions Gate Films)

Denne måneds oversete favoritfilm er valgt af skuespilleren Jens Albinus (f. 1965), der er kendt fra TV-serien 'Borgen' og film som 'Idioterne' (1998), Direktøren for det hele (2006) og Alting bliver godt igen (2010). I december måned er han aktuel i Lars von Triers Nymphomaniac.

At moderniteten er absurd, er en gammel nyhed. Det har vi set på film siden Marx Brothers og Chaplin. Men i Vincent Gallos Buffalo '66 er moderniteten ikke bare absurd, den er skudt i roen. Engang drog helten ud fra sin trygge hjemstavn - ud i det ukendte - for at finde sine sejre og nederlag dér. I 'Buffalo '66' er det din trygge hjemstavn, din Home Base, som er din udfordring og dit nederlag, og bare helt grundlæggende ikke vil dig noget godt.

Vor helt, ”Buffalo’s own” Billy Brown, har ellers hjembyen inden i sig, helt inde i identiteten. Hans mor har opkaldt ham efter en af stjernerne på det lokale - og notorisk tabende fodboldhold. Moderen er glødende tilhænger, og hun har kun svigtet deres hjemmekampe én eneste forsmædelig gang - dengang hun fødte lille Billy.

Billy afholder sin mor fra at være på plads på lægterne, da holdet for første og eneste gang nogensinde faktisk vinder mesterskabet. Allerede i kraft af at være kommet til verden er lille Billy altså en krænkelse. Dømt til nederlag. Al håb om soning lades ude. Men sært nok er det netop den effektive afmontering af enhver opbyggelig tale om håb, der gør 'Buffalo '66' til alle tiders feel-good-movie på omvendte betingelser. Det hele er nemlig forrygende sjovt.

Allerede i åbningssekvensen vendes alting effektivt på hovedet. Billy løslades fra fængsel. Nu skal han hjem og erobre sin egen hjemmebane. Han skal bare lige tisse først. Men sådan spiller klaveret ikke: Den sidste bus hjemad kører NU, og mens tissetrangen gradvist og nådesløst forværres, sendes han på en i modernitetens fjendtlighed, som Chaplin ville have misundt ham: Billy kan ikke komme af med sit vand. Den parkerede bil, som han forsøger sig op ad, kører, restauranten på hjørnet har desværre netop lukket, osv., osv. Og mens vor helt synker dybere og dybere ned i tissetrangens kvaler, fremstår verden mere og mere ufremkommelig i al sin provinsielle almindelighed. Sjældent har en venligt opsat skiltning om rengøring af toilettet virket mere ondskabsfuld og nedværdigende.

Og herfra bliver alting naturligvis kun frydefuldt værre. Billy kidnapper pigen Wendy, som skal følge med ham til barndomshjemmet og understøtte en løgnehistorie om en succesfuld musikerkarriere og generelt sweet talke forældrene, så de endelig kan få øjnene op for sønnens kvaliteter, og den blokerede familielykke kan blomstre.

Pigen gennemspiller rollen til perfektion og endda lidt over. I befriende grad, stik imod alle gode regler om troværdighed og realisme, finder hun sig villigt i Billys urimelige krav og hysteriske kontrolmani. Lige meget hjælper det selvfølgelig. Billy har tabt kampen på forhånd, fordi han udkæmper et slag, der ikke kan vindes, uanset hvor meget han bider tænderne sammen.

Den store attraktion i filmen er Vincent Gallos indædte vedholdenhed. En vedholdenhed som vokser langt ud over fortællingens ramme. Filmen er skrevet, instrueret, klippet, fotograferet og produceret af Vincent Gallo. Musikken er af Vincent Gallo og hovedrollen spilles af – gæt engang, Vincent Gallo. Ligesom Billy Brown insisterer på alle mulige hysteriske detaljestyringer i forholdet til pigen, er lyssætning, klip, framing og ikke mindst valg af kameravinkler underkastet militærisk konsekvens og neurotisk præcis gennemførsel. Et to-skud i en bil filmes lige forfra, lige bagfra og lige oppefra (!) i fuldstændig lige 90 grader vinkler. Billy manipulerer, raser og er urimelig. En film og en hovedperson, som er umulig at holde af og endnu mere umulig ikke at elske.

Du forlader biografen kamplysten og munter. Klar til næste møde med din sagsbehandler.