Preview 2014 - Science fiction

Ud i rummet, gennem ormehullet, tilbage i tiden - 2014 har det hele.
Billede
(© 3 Arts Entertainment)

Tilbage i 2012 havde mange filmnørder landet over travlt med, at udråbe det kommende 2013 til det fedeste science fiction-år længe. Flere af os (ja, os) har mest af alt lyst til at æde vores ord igen, for et hurtigt smugkig på 2014 afslører, at det kommende år ser mindst lige så lovende ud, som 2013 gjorde. Måske endda bedre.

The Hunger Games: Mockingjay - del 1
Ikke at serien af Hunger Games-film står som noget stort mysterie og vi ved at Jennifer Lawrence er sej, men det bliver nu stadig spændende, at se præcis hvor voldelig filmatiseringen af sidste bog i serien bliver. De giver den i hvert fald plads, ved at dele bogen over i to film. Den instrueres af Francis Lawrence, der også stod bag 'Catching Fire', 'I Am Legend' og 'Constantine'.

Jupiter Ascending
Lige meget hvad end de finder på, er det altid nervepirrende, når Wachowski-søskendeparret kommer med noget nyt. Universets dronning prøver at få dræbt en ung, fattig pige, fordi hendes blotte eksistens truer dronningens styre. Rollelisten byder på blandt andet Channing Tatum, Mila Kunis, Sean Bean, Eddie Redmayne, James D'Arcy og Terry Gilliam. 

Transcendence
Johnny Depp spiller videnskabsmanden Will der bliver myrdet, hvorefter hans kone uploader hans hjerne til en computer, så de kan fortsætte deres arbejde med at udvikle en computer, der er smartere end et menneske. Wally Pfister instruerer sin debutfilm og det er spændende, fordi Wally har filmet næsten alle Christopher Nolans film, fra 'Memento' til 'The Dark Knight Rises' og de er flotte! 

Edge of Tomorrow
Langt ude i fremtiden kæmper Tom Cruise mod nogle rumvæsner, men oplever igen og igen, at han bliver sendt tilbage til det samme fatale slag i krigen, via et tidsloop. Tænk på den som en sci-fi-action-version af 'Groundhog Day' og du er ved at være der. Instrueres af Doug Liman, hvis bedste film stadig er 'The Bourne Identity'. 

Dawn of the Planet of the Apes
'Abernes Planet: Oprindelsen' var overraskende god. En seriøs og flot film, der virkelig lagde op til fortsættelsen 'Dawn of the Planet of the Apes'. En lille gruppe overlevende mennesker etablerer en ustabil alliance med Caesar og hans aggressive abehær. Det går galt, tingene løber løbsk og en krig bryder ud mellem aber og mennesker. 

RoboCop
Du kender historien: Ung, lovende politimand halv-dræbes af glubske skurke, videnskabsmænd redder hans lemlæstede lig og skaber ved hjælp af hans krop en Robocop - en robot-politimand. Kiksede one-liners, identitetskrise og generel rundsmadder følger. Genindspilningen af Verhoevens klassiker fra '87 virker måske overflødig, men verden kan aldrig få nok RoboCops. I'd buy that for a dollar!  

The Maze Runner
Uden at kunne huske noget som helst, vågner unge Thomas op hos en flok drenge, der holdes fanget i en gigantisk labyrint. De ved ikke hvem der står bag og hvorfor. En dag dukker en lam pige op i labyrinten med en mystisk note, der måske kan hjælpe drengene med at finde vejen ud. Lyder det mystisk? Yup, og det håber vi også filmen er. 

Interstellar
Christopher Nolans hemmeligholdte sci-fi-thriller handler om en flok videnskabsmænd, der rejser gennem et nyligt opdaget ormehul i rummet. Hvad der sker derefter vides ikke, men ifølge The Hollywood Reporter byder historien både på tidsrejser og alternative dimensioner, så det skal nok blive top forvirrende og top fedt. Matthew McConaughey og Anne Hathaway spiller hovedrollerne.

Guardians of the Galaxy
Det er så umådeligt svært, at forberede dig på 'Guardians of the Galaxy', for den er alt muligt. Grundlæggende fortæller filmen historien om en flok superhelte i rummet, der må stå sammen for at bringe en ultra-skurk ned med nakken. Filmen er en blanding af humor, action, kitsch og kliché, og baseres på Marvel-tegneserien af samme navn. Og ja, Bradley Cooper spiller en drabelig vaskebjørn...

X-Men: Days of Future Past
Superhelte-serien om de muterede X-Men fortsætter ufortrødent med sin syvende film. Instruktør Bryan Singer har beskrevet 'Days of Future Past' som både en sequel og en prequel, for der er tidsrejse involveret og handlingen foregår både før og efter de X-Men-film du allerede kender. Alle de velkendte X-Men er med, samt en lang række nye.  

Flere sci-fi-film i 2014: DivergentCaptain America 2The Amazing Spider-Man 2Teenage Mutant Ninja Turtles.