Film om Tolkien på vej

Bliv klog på Hobbittens far
Billede
(© SF Film)

Med anden film i Hobbitten-trilogien, Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark, på trapperne er J. R. R. Tolkien atter aktuel.

Men hvor forfatterens helt enestående skriverier hidtil har dannet forlæg for en række populære film, som Ringenes Herre- og Hobbitten-filmene, bliver emnet for en ny film manden selv.

Forfatteren med den ekstraordinære farverige fantasi, der i sine bøger skabte universet befolket af eksistenser som Bilbo, Frodo og Gollum, havde et interessant, men også kompliceret liv, der påvirkede hans forfatterskab på flere måder. Bl.a. hans erfaringer fra både Første og Anden Verdenskrig satte sig dybe spor i hans person og skrivning. Det kommer der nu en biografisk Hollywoodfilm ud af.

David Gleeson, der primært har lavet independentfilm, har fået til opgave at forfatte filmens manuskript, og efter sigende er han en vaskeægte Tolkien-connaisseur.

Filmen, der indtil videre har titlen 'Tolkien', skal produceres af selskabet 'Chernin Entertainment', der stod bag The Heat og Rise of the Planet of the Apes, men yderligere navne er endnu ikke blevet tilføjet projektet.

Hvem mener I ville være perfekt i rollen som Tolkien?