USA top 10: 'Gravity' større 3D-succes end 'Avatar'

De nyeste og mest populære film i USA
Billede
(© Warner Bros.)

Astronaut-thrilleren 'Gravity' åbnede på en imponerende 1. plads med hhv. 3. og 9. pladser til de øvrige nye premierefilm på top 10-listen.

Gravity
Sensationelle 55,6 mio. dollars blev det til for 'Gravity'. Hele 80 % af indtjeningen kom fra 3D, hvilket er dobbelt så meget, som de fleste actionfilm i 3D nyder disse dage. Selv Avatars andel af solgte 3D-billetter var færre (71 %). Hovedrollerne Sandra Bullock og George Clooney satte begge rekorder for deres respektive karrierer, hvor førstnævnte tidligere har åbnet med 39,1 mio. dollars med The Heat, har sidstnævntes bedste åbningsfilm være Batman & Robin helt tilbage i 1997 med 42,9 mio. dollars.

Filmen har fået overvældende gode anmeldelser og åbnede bedre end de fleste af sommerens blockbusters på trods af primært at appellere til en voksen - og mindre biografbesøgende - målgruppe. 'Gravity', som handler om to astronauter, der kommer i alvorlige problemer, får dansk premiere den 7. november.

Runner Runner
En uge efter den danske premiere åbnede 'Runner Runner' i USA med 7,6 mio. dollars, hvilket var nok til en 3. plads. Kritikerne var misfornøjede over gambling-dramaet, der har Ben Affleck og Justin Timberlake i de bærende roller. Filmen er aktuel i de danske biografer.

Pulling Strings
Den mexicanske romantiske komedie 'Pulling Strings' debuterede som nr. 9 med 2,5 mio. dollars. Filmen handler om en kvindelig diplomat, der bliver reddet af en mand, hvis visa hun dagen forinden har afvist. 'Pulling Strings' er ikke planlagt til dansk biografpremiere.

Top 10-filmene indspillede sammenlagt 111,6 mio. dollars, hvilket er 14 % mindre end samme periode sidste år, hvor Taken 2 indtog 1. pladsen.
 
Top 10 USA: 4. – 6. oktober 2013
1. Gravity - total $55,5 mio.
2. Cloudy with a Chance of Meatballs 2 - total $60,6 mio.
3. Runner Runner - total $7,6 mio.
4. Prisoners - total $47,9 mio.
5. Rush - total $18,1 mio.
6. Don Jon - total $16,1 mio.
7. Baggage Claim - total $15,2 mio.
8.
Insidious Chapter 2 - total $74,8 mio.
9. Pulling Strings - total $2,5 mio.
10. Enough Said - total $5,4 mio.