Oversete favoritfilm #11 - The Legend of Hell House

Rundvisning i Helvedeshuset
Billede
(© Academy Pictures Corporation)

Ask Hasselbalch (f. 1979) debuterer denne måned som filminstruktør med den danske superheltefilm, Antboy. Han har studeret på den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft (2001-02), er kæmpe fan af John Carpenter, Paul Verhoeven samt Roman Polanski, og i 2007 blev Hasselbalch medlem af den uafhængige filmskole Super16.

Før Insidious, The Conjuring og The Shining var der: ’The Legend of Hell House’! Første gang, jeg så filmen, var på TV-kanalen TCM tilbage i 90erne, og siden da har den været en af mine yndlings gyserfilm og et filmisk værk, som er evigt inspirerende på sin egen bizarre måde - særligt indenfor filmiske fortællegreb.

Set uppet er i bund og grund super banalt: Fire spøgelsesjægere skal tilbringe en lille uge op til jul i et dystert, uhyggeligt hus, som de kalder ”Spøgelseshusenes svar på Mount Everest”. Deres mål er at finde ud af, om der er liv efter døden, samt hvad der skete med det forrige hold af spøgelsesjægere, der tilbragte kort tid inde i huset.

Nu giver det nye, modige hold sig i kast med at afsløre husets mørke hemmeligheder, blandt andet ved hjælp af en kæmpe stor Bertha-agtig maskine (britisk stop motion TV-serie fra 1985, red), de har bygget til lejligheden. Men før sandheden om husets hemmelighed kommer frem, skal holdet overleve vanvid, seksuelt betonet besættelse, mord og anden rædsel, som ånderne i huset har i baghånden til dem.

Filmen har en tyk, mørk, gotisk atmosfære, er fyldt med voldsom tåge, lange uhyggelige gange og underlige lyde, som tilsammen skaber en helt unik og meget gennemført intens stemning. Man føler virkelig, at man opholder sig i det gamle hus, mens man sidder og ser filmen. Fans af genren ved, at de fleste gyserfilm er baseret på forskrækkelser og lemlæstelse, men der er også film indenfor genren, som fanger publikums interesse ved at stole på et uhyggeligt tema og en godt fortalt historie. ’The Legend of Hell House’ hører til sidstnævnte kategori.

Alle skuespillerne spiller totalt over the top, men på en underlig måde virker det hele meget troværdigt. Der er ikke nogen ironisering eller demontering af uhyggen eller historien undervejs, og det kan jo være en kunst i sig selv.

Filmen kan også prale af fremragende fotografering, og der benyttes med god effekt vidvinkellinse, som giver det hele et forskruet og underligt perspektiv, samt et par snedigt udtænkte POV-kamerature af fotografveteranen Alan Hume (Star Wars: Episode VI - Return of the Jedi). Derudover indeholder den et fantastisk elektronisk score af musikerne Delia Derbyshire og Brian Hodgson, hvis minimalistiske og atmosfæriske ’loop’-agtige musik nærmest smelter sammen med filmens spooky lyddesign. ’The Legend of Hell House’s force ligger nemlig også i de utroligt veltilrettelagte lydeffekter, der varierer over hviskende stemmer, organisk støj, bankelyde og spøgelsesagtige piskesmæld.

Der er gåsehudsgaranti i Hell House. Filmen tager bolden op efter seriøse spøgelsesfilm som Jack Claytons ’The Innocents’ (1961) og Robert Wises ’The Haunting’ (1963) og hylder dermed både den ”traditionelle” haunted house-film samtidig med, at den prøver nye og lettere bizarre ting af. Slutningen (som jeg ikke vil afsløre her) er dybt original og utraditionel inden for genren.

’The Legend of Hell House’ er en 100 % straight og farverig tour-deforce i chokteknik. Man kommer til filmen med forventninger om en uforpligtende popcornfest med raslende kæder, regnbyger, tordenvejr og klassiske horror-klichéer og går hjem med nakkehårene rejst efter et intelligent frontalangreb på alle sanser. Og det er der bestemt ikke mange film, eller historier, som formår.