Nicolas Cage er verdens bedste skuespiller!

- ifølge Kina
Billede
(© Propaganda Films)

Undertegnede har sagt det i årevis. Nicolas Cage er fandens undervurderet.

Det samme mener dommerpanelet ved den kinesiske Huading Awards, der i går kårede Cage som Best Global Actor. Han er altså intet mindre end verdens bedste skuespiller!

Den Oscar-vindende skuespiller er med tiden - og efter et utal af halvskidte film og underlige frisurer - blevet ufattelig nem at hade. Men hvad folk glemmer, er, at Cage sjældent giver en dårlig præstation.

Manden har tilsmudset sit filmroyale navn (Cage kommer fra Coppola) ved at medvirke i det ene, åndssvage action-thriller-projekt efter det andet - men en dårlig film bliver jo altid hævet af den galskab, som Cage tilføjer. Han giver den med garanti alt, hvad han har. Filmene er måske dovne, men ikke Cage (det er ikke en doven mand, der skriger sine lunger ud i The Wicker Man).

Og så må vi ikke glemme karrierens mange gode film. Wild at Heart, Leaving Las Vegas, Adaptation, Matchstick Men etc… 
 
Udover Cage fik Nicole Kidman samme ære med feminint fortegn, Jeremy Irons modtog en livstidspris, og Quentin Tarantino tog prisen for verdens bedste instruktør.

Hvad siger I? Er I pro- eller anti-Cage?