Star Wars-spin-offs bliver oprindelseshistorier

- men hvem skal de handle om?
Billede
(© Lucasfilm)

Som bekendt kommer der tre nye Star Wars-film, hvoraf den første bliver med J.J. Abrams (Star Trek Into Darkness) som instruktør. Men derudover vil Disney Pictures producere en række spin-off-film baseret på science fiction-universet.

Jay Rasulo, der er økonomisk chef for Disney, fastslår nu, at spin-off-filmene vil blive oprindelseshistorier. Det sætter fut i spekulationerne om, hvilke karakterer der vil få deres egne film.

Harry Knowles fra Ain't It Cool News mener at kunne afsløre, at den første film, der efter planen udkommer i 2016, vil handle om Yoda. Og med 900 år på bagen på hans dødsdag, er der masser af stof at tage fat i med den lille, grønne Jedi-mester.

- Mulighederne er uendelige, udtaler Jay Rasulo og fortsætter: Der er en utrolig fleksibilitet. Der er en utrolig pallette at male ud fra.

Star Wars: Episode VII får premiere i 2015, og den første spin-off-film forventes i 2016.