Oversete favoritfilm #10 - The Black Stallion

Peter Albrechtsen (f. 1976) har  på film som ’Putins kys’, ’Antichrist’, ’Mænd der hader kvinder’ og blev sidste år Robert-nomineret for lyden på ’You & Me Forever’. Han skriver desuden om både musik og film for en række magasiner og dagblade.

Når jeg fremhæver den film som en af mine favoritter, plejer folk at se vildt betuttede ud og tænke følgende: 1. Er det ikke den dér børnefilm om en dreng, der bliver slyngvenner med en hest? 2. Er det ikke bare tuttenuttet underholdning rettet mod de hestepiger, der ikke kan få nok af ’My Little Pony’? 3. Laver han fis?

Dertil kan jeg kun sige: 1. Jo. 2. Nej, det er faktisk en af den slags vidunderlige børnefilm, der kan nydes af folk i alle aldre. Man behøver ikke være dus med dyrene for at blive grebet af det intense drama, der udspiller sig, når drengen mister sin far, forenes med hesten og til sidst deltager i et hæderkronet hestevæddeløb. 3. Nej, jeg laver lyd.

Lad mig uddybe punkt 3: Jeg laver lyddesign på film - både spillefilm og dokumentarfilm - så for en stund vil jeg være en smule fagnørdet, da Den sorte hingst har en prominent plads i filmlydens historie. Den er fra 1979, og netop 1970erne er det helt store årti for filmlyd, hvor især amerikanerne skabte indtil flere hovedværker i filmlydens historie - vi nævner i flæng Star Wars, Apocalypse Now og 'The Conversation'.

To ud af disse tre film er instrueret af Francis Ford Coppola, der var en sand lydpionér, og Coppola har produceret ’The Black Stallion’ (da: Den sorte hingst) , mens hans far, Carmine Coppola, har skrevet musikken. Med Coppola i ryggen har instruktøren Carroll Ballard fået lov at skabe et udsøgt pragtværk, der på exceptionel vis ofte udspiller sig uden ord og i stedet formes af stemningsskabende billeder, musik og lyde.

Lydene er skabt af en sand mester, Alan Splet, der er kendt som David Lynchs faste lyddesigner – Splet står bag Lynch-klassikere som Eraserhead, 'Elefantmanden' og 'Blue Velvet'. I ’The Black Stallion’ satte han nye standarder for, hvor udtryksfuldt et dyr kan opleves på film, og han drog også rundt i verden for at optage de perfekte naturlige atmosfærelyde til filmens første halvdel, hvor drengen og hesten er strandet på en øde ø.

Resultatet er en supersanselig lydside og - nok så vigtigt - en supersanselig film, der på sublim vis placerer os i øjen- og ørenhøjde med drengen. Man rammes af knægtens sorg, når faren dør, man føler hans dybe kærlighed til hesten, og man mærker adrenalinsuset i et af filmhistoriens heftigste hestevæddeløb. I 2002 blev filmen da også udvalgt til bevarelse i USA’s nationalfilmregister som værende ”kulturelt, historisk eller æstetisk betydelig”.

Splet vandt en Oscar for sin mageløse indsats, men døde af kræft i 1994. David Lynch mener dog, at hans ånd lever videre i Lynchs film, for Splets urne ligger begravet under mixerpulten i filmmagerens private mixstudie! Bizart? Ja. Men det siger også alt om, hvor meget Splet har betydet. Han var en ener, og ’The Black Stallion’ er et unikum.