Frasier som ny actionstjerne

Kelsey Grammer i 'The Expendables 3'
Billede
(© Lionsgate Television)

I den tredje film i Expendables-serien får Sylvester Stallone og hans hold af action-veteraner selskab fra en uventet kant. 

Kelsey Grammer er nemlig på nippet til at lande rollen som eks-lejesoldaten Bonaparte, som skal hjælpe det undværlige team med deres mission.

Rollen var oprindeligt tiltænkt Nicolas Cage, men er nu gået til Grammer, som er lidt af en novice inden for action-genren.

Efter sin tid som den høflige radiopsykolog Dr. Frasier Crane i TV-serierne 'Sam's Bar' og 'Frasier', er Grammer dog ved at komme efter det med hensyn til de mere bryske roller.

Senest har han sagt ja til rollen som skurken i Michael Bays kommende Transformers: Age of Extinction.

På rollelisten til Patrick Hughes' actionbrag, er også en række garvede slagsbrødre - heriblandt Arnold Schwarzenegger, Dolph Lundgren, Wesley Snipes, Jet Li, Mel GibsonAntonio Banderas og Harrison Ford.  

Hvordan det aparte samarbejde spænder af, kan man se i The Expendables 3, som har premiere den 14. august 2014.