Mystisk Disney-film får synopsis

'Tomorrowland' handler om…
Billede
(© Disney)

George Clooney-filmen Tomorrowland (før '1952') er uden tvivl årets mest hemmelighedsfulde projekt med et ukendt plot - eftersigende inspireret af en kasse fra Disneys arkiv indeholdende et magasin, et billede af Walt Disney og et animeret klip.

Som tidligere skrevet her på kino.dk, har de gådefulde hentydninger givet anledning til teorier om, at Clooney skulle spille selveste Hr. Disney.

Sidenhen har Tom Hanks snuppet den rolle i den kommende Saving Mr. Banks, og 'Tomorrowland' har fortsat været omhyllet af mystik… indtil i dag!

Instruktør Brad Bird (De Utrolige) og manuskriptforfatter Damon Lindelof (Prometheus) er nemlig gået i gang med optagelserne, og Disney har derfor udgivet en official synopsis - der dog stadig efterlader en del til fantasien:

- En klog, optimistisk og videnskabeligt interesseret teenager tager sammen med et desillusioneret, forhenværende opfindergeni ud på en farefuld mission for at afdække det enigmatiske ’Tomorrowland’, der eksisterer et sted i deres kollektive minder.

Og det var alt, vi kunne få for den 25 øre! Lige nok til at få stillet den værste plot-sult frem til premieren den 18. december, 2014 med den relativt ukendte Britt Robertson (Scream 4) i hovedrollen.