10 spørgsmål til Nicolas Bro

"Jeg satsede butikken hver gang."
Billede
(© Nordisk Film)

Torsdag er der premiere på den nye film om Simon Spies og Mogens Glistrup. Sidstnævnte spilles af Nicolas Bro, som vi har interviewet om rollen, filmen og hans præferencer i det hele taget.

Hvad ved din karakter minder mest om dig selv?
Det må jo nok være, at jeg ikke har noget kørekort - det havde Glistrup heller ikke. 

Hvem er danmarkshistoriens mest markante personlighed?
Jeg vil mene, at det må være Harald Blåtand. Han samlede danerne og gjorde dem kristne. Det, vil jeg mene, er den handling, der har været mest kulturbærende for Danmarks udvikling til nu. Min personlige favorit, som den der har haft mest indflydelse på resten af verden, er Niels Bohr.

Hvad gør en god biografisk film?
Et godt manuskript.

Hvilken historisk personlighed ville du allerhelst spille?
Uha, der er virkelig mange spændende. Måske Estrup, han er det tætteste på en diktator, vi har haft efter Grundloven i 1849. Han regerede Danmark i 19 år med hård hånd. Til sidst sad han på magten med kun otte mandater for de konservative. Demokratiet var sat totalt på porten. Det spejler lidt visse østeuropæiske såkaldte demokratier i vore dage.

Beskriv Pilou Asbæk med tre ord.
Åben. Knalddygtig. Kæmpeudstråling.

Har du nogensinde været på charterferie? Hvis ja, hvad synes du om det?
Ja, det har jeg. Jeg foretrækker byferie.

Hvilken scene var den vanskeligste at indspille?
Dem alle sammen. Jeg satsede butikken hver gang. Jeg var nok mest nervøs til den allerførste scene på Regensen.

Hvordan føles det, at en stor del af ungdommen først lærer Mogens Glistrup at kende via din fortolkning?
Det har jeg sgu ikke gjort op med mig selv. Jeg er ikke sikker på, at jeg overhovedet har en mening om det. Det føles vel egentlig meget godt. Jeg håber nok mest af alt, at de har lyst til at gå ind og se den.

Hvad er den bedste danske film, du har set?
Lars von Triers 'Antichrist'.

Hvad er din bedste biografoplevelse?
’Star Wars’ i Drive-in Bio som syvårig i 1979. Det var en vanvittig ud-af-kroppen-oplevelse. Som voksen tror jeg, det må have været David Lynchs ’Lost Highway’. Men der har egentlig været en del som voksen i det hele taget. Jeg har også siddet i New York og set Sam Ramis ’Spider-Man’ på åbningsdagen. Jeg græd som pisket under hele Spider-Mans oprindelseshistorie. Bagefter så jeg den én gang til og græd igen. Den første halve time med Peter Parkers forvandling/forbandelse havde jeg drømt om at se, siden jeg var seks år gammel...

Spies & Glistrup får premiere den 29. august.