Oversete favoritfilm #6 - 25th Hour
Den amerikanske instruktør Spike Lee er bedst kendt for den eksplosive og Oscar-nominerede film 'Do the Right Thing' fra 1989, der bragte mange sind i kog pga. sin stereotypiske fremstilling af bestemte befolkningsgrupper og indirekte opfordring til vold. Han beskæftiger sig ofte med racerelaterede emner, både udenfor og indenfor det afroamerikanske fællesskab, også fattigdom, storby-kriminalitet og politik. Den lille instruktør er således ikke bange for at træde nogen over tæerne og befinder sig ofte i midten af kontroverser.
Jeg har, som stor tilhænger af urbane dramaer, set næsten alle hans film og må indrømme, at de er af vekslende kvalitet. Nogle er nær fantastiske, mens andre bedst kan beskrives som middelmådige. En af mine absolutte favoritfilm er 25th Hour fra 2002, ikke kun pga. Edward Nortons fantastiske præstation, men pga. temaerne og problemstillingerne filmen berører og den måde, Lee har valgt at portrættere karakterne på.
Som instruktør er Lee meget dygtig rent æstetisk og gør god brug af de effekter, lyssætning, kameravinkler og farver kan skabe. Han er desuden stor tilhænger af flashbacks, der forekommer meget hyppigt og forklarer karakternes baghistorier og handlinger, og '25th Hour' er ingen undtagelse.
'25th Hour' er en filmatisering af David Benioffs roman af samme navn fra 2000. Rettighederne til filmen blev oprindelig købt af Tobey Maguire, der selv ville spille hovedrollen. Herefter blev han tilbudt rollen som Spider-Man, men bistod projektet som producer i stedet. Filmen blev finansieret af Disney med hensigten at kunne deltage i Oscar-ræset, hvilket faldt til jorden, da filmen ikke fik den forventede succes. Til dels fordi den kun blev vist i et begrænset antal biografer i USA og hurtigt blev taget væk igen. I Danmark solgte filmen fx kun 8.303 billetter. Filmen er en af Lees 'hvide' film, altså en film, der ikke omhandler afroamerikanere og deres miljø, hvilket han næsten er blevet synonym med.
'25th Hour' var den første film, der blev indspillet i New York efter angrebene på World Trade Center og referencerne er tydelige. Hvor mange film gjorde et stort nummer ud af at undgå referencer til angrebet, inkluderede Lee det i sin film som en ode til byen. Ét af mange eksempler herpå, er i opening credits, hvor man ser Manhattans imponerende silhuet, hvor tvillingetårne engang kunne ses. I stedet er der sat lyssøjler op for at mindes tabet, mens et melankolsk stykke musik spiller i baggrunden. Resultatet er en smuk og sammenhængende åbningssekvens, der er stærkt emotionel og tankevækkende.
Det er til min store ærgrelse, at Spike Lee pga. sin store satsning på denne film ikke er blevet belønnet for sin indsats. Selvom filmen ikke har de typiske Spike Lee-elementer, såsom fokus på afroamerikanere og vold, berører den i bedste stil mange af de emner, der ligger ham nær. Hans kærlighedsforhold til byen New York, hans mistro til autoritet, stoffer og kriminalitet. Det væsentligste er dog idéen om, at alle er menneskelige. Ingen er helte, men heller ikke skurke. Alle er i bund og grund gode mennesker, som træffer dårlige valg, og der, på trods af deres fejl og mangler, vækker sympati - præcis som i virkeligheden.
Filmen handler om narkohandleren, Monty Brogan (Edward Norton), der er blevet dømt for distribuering af stoffer og skal tilbringe de næste syv år i Otisville fængsel. Man følger hans sidste døgn inden han fængsles, og man fornemmer, at han er rædselsslagen. Han tilbringer sin sidste dag som fri mand med dem, han efter eget sigende stoler på - sin far (Brian Cox), sin kæreste Naturelle (Rosario Dawson) og sine barndomsvenner Francis (Barry Pepper) og Jacob (Philip Seymour Hoffman). Under processen overvejer han, hvorfor han traf de valg han gjorde, og om han stadig kan nå at redde sig selv. Titlen refererer til den uvisse 25. time, timen hvor hans skæbne bliver afgjort. En skæbne, som Monty ikke troede, han ville imødegå, fordi han, som de fleste mennesker, troede han var urørlig.
De, der står Monty nærmest og sørger over hans lange fængselsstraf, har på intet tidspunkt forsøgt at stoppe ham og få ham overtalt til at stoppe, selv når muligheden er opstået. Derfor er alle skyldige og en del af Montys elendighed. Monty selv virker igennem filmen tynget, ikke pga. skyldfølelse, men af mistænksomhed og vrede over, hvem af hans nærmeste der kunne have stukket ham. Hans paranoia er et forsøg på at sidestille sit eget ansvar, hvilket gøres klart i klippet forneden. Scenen er i virkeligheden en klar konstatering af hans eget moralske fordærv. Han indser, at det nu er på tide at tage ansvar for de valg, han har truffet. Klippet skal efter min mening ikke ses som en racistisk og meningsløs udskælden af forskellige befolkningsgrupper, men som en social kommentar. Det er ikke alle andre, der kan bebrejdes for ens elendighed eller ulykke, man bærer selv en del af ansvaret.
'25th Hour' er en fremragende og tankevækkende film, der rører én på et helt fundamentalt plan. Hvad gør man, hvis man har truffet de forkerte valg? Og hvordan fortryder man?